Af Christian Bjørnskov
Global opvarmning er blevet et varmt emne, ikke mindst i international politik. Hvad end man mener om området, og det videnskabelige grundlag er sandsynligvis ikke så stærkt, som de fleste tror, forsøger mange lande i disse år mere eller mindre synligt at bringe emnet ind i forskellige aftaler. Herhjemme har klimaminister Connie Hedegaard forleden luftet muligheden for at pålægge lande en told på, hvad hun ser som "klimaskadelig" import. Forslaget bliver ekkoet af en række andre lande i EU, ikke mindst i Sydeuropa, hvilket burde give Hedegaard grund til at tænke sig om en ekstra gang.Der er mindst to store problemer med sådan en told. Den første er den indlysende, at enhver told er skadelig for handlen mellem to lande. En told, selvom intentionerne måtte være gode, skader særligt fattige landes udviklingsmuligheder, og den gør varer dyrere hos os og skader derfor vores økonomiske velfærd. Og givet at en sådan told bliver lagt på varer, der produceres med store CO2-udslip til følge og tolden logisk set må være større, jo større udslippet er, bliver Hedegaard og andres klimatold en relativt større told på lande, der producerer med mindre effektivitet. Hvem er det, må man spørge? Svaret er, at jo fattigere et land er, jo mindre effektiv er produktionen - det er en af grundene til, at landet er fattigt! Klimatold skader dermed lande mere, jo større behovet er for hurtig udvikling.
Det andet problem dukker op fra helt standard public choice-teori, og er i særlig grad vigtigt når man fokuserer på EU. Problemet er kendt som capture: At særinteresser meget hurtigt formår at udnytte og styre muligheder, der dukker op, når politikere vil "gøre godt". Hvis EU beslutter sig for at pålægge CO2-intensive importvarer en told, giver det konkurrerende industrier i EU muligheden for at presse på for, at tolden bliver så stor som muligt. Tolden kan således sælges af politikere som en feel good-vare, mens den i virkeligheden er slet skjult, gusten protektionisme. At de første følere i EU er blevet ekstremt godt modtaget i Sydeuropa, der på stort set alle andre områder står for en frihandelsfjendtlig linje i unionen, er derfor fuldstændigt logisk og forudsigeligt.
En international klimatold vil derfor på alle måder være et skridt i den helt forkerte retning. Som enhver anden told vil den skade den fattige verdens udvikling, og koste europæiske forbrugere dyrt. Den vil åbne en ny ladeport for protektionistiske interesser i et EU, der endda allerede bevæger sig endnu længere væk fra den frihandelsvenlige linje, som Danmark traditionelt har støttet. Enhver ulandsinteresseret person burde derfor væmmes ved forslaget, da det vil ramme særligt fattige lande uforholdsmæssigt hårdt. Det specielle er, at begavede folk, der bekymrer sig for global opvarmning, burde heller ikke støtte forslaget. Et af de stærkeste argumenter i den økonomiske vækstlitteratur er nemlig, at øget handel tillader lande at implementere mere effektive produktionsmetoder - altså metoder der vil reducere landenes CO2-udslip! En klimatold vil ligesom enhver anden told bremse denne mekanisme.
Det er mig derfor en gåde, at et umiddelbart intelligent menneske som Connie Hedegaard vil støtte et forslag med så absurde konsekvenser. Men Hedegaard og mange andre er politikere, og med den hat på er deres tidshorisont og udblik åbenbart stærkt begrænset, og folks første følelser for et politisk forslag betyder ofte mere end forslagets egentlige konsekvenser. Dén mekanisme kan vise sig at give sydeuropæiske industriinteresser grund til at klappe i hænderne, men vil være endnu en tragedie for verdens fattigste, hvis man lukker øjnene for deres problemer og implementerer en klimatold.
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Århus Universitet
