Klimaekspert anklaget for statsbetalt lobbyisme

Slettet Bruger,

16/12/2007

Nyrup-regeringen betalte i flere år en forsker fra Danmarks Tekniske Universitet for at fungere som klimalobbyist. Det hævder en anden forsker, Jens Olaf Pepke Pedersen, der sammen med Henrik Svensmark arbejder med teorien om, at klimaændringerne er forårsaget af solens aktivitet. Det skriver Berlingske Tidende.

I flere år stod den nu pensionerede docent Peter Laut på regeringens lønningsliste. Her var hans opgave at hjælpe Energistyrelsen med at analysere de videnskabelige resultater om klimaet og dets årsager. Men ifølge de indberetninger, som han sendte til Energistyrelsen, blev han også betalt for som uafhængig forsker at deltage i interviews og debatter med blandt andet Bjørn Lomborg.

"Der er ikke noget forkert i, at du arbejder en del af din tid for ministeriet, og det har heller ikke været hemmeligt. Men der er et etisk problem, når du optræder som uafhængig forsker, der tager kampen op mod Lomborg, og så i virkeligheden er finansieret af Energistyrelsen. Sammenlignet med kritikken af ministercensur for nylig er det her da meget værre," siger Jens Olaf Pepke Pedersen til Berlingske Tidende, og henviser til kritikken af forhenværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V), der rettede i en regeringsbrochure om miljøet.

Fik besked på at skære tingene ud i pap
I forbindelse med et debatmøde med Lomborg skrev Peter Laut således i sin beretning til Energistyrelsen, at "projektet lykkedes". "For en gangs skyld var det Lomborg, der blev til grin."

Peter Laut medgiver, at isolerede afsnit af hans indberetninger kan give indtrykket af, at han fungerede som klimalobbyist på statens regning, men han afviser at have "drevet missionerende, politisk virksomhed". Når han tilsyneladende skriver, at formålet med debatmødet var at gøre Lomborg til grin, er det en misforståelse, hævder han.

"Sådan kan man måske i første omgang opfatte det. Men jeg fik på forhånd at vide, at jeg skulle skære tingene ud i pap, for ellers ville Lomborg få det hele over i det useriøse og få salen til at grine. Projektet gik ud på ikke selv at blive til grin," siger han til Berlingske Tidende.

Energistyrelsen har ikke ønsket at kommentere sagen, da den ikke har haft tilstrækkelig tid til at undersøge den nærmere.

[email protected]

Kilde: