Kirkeklokker skal ringe alarm for klimaet

350 ppm (parts pr

Slettet Bruger,

01/10/2009

350 ppm (parts pr. million) regnes for det maksimale indhold af drivhusgasser i atmosfæren, hvis ikke klimaet skal blive varmere, og 350 klokkeslag er også, hvad der vil lyde fra flere danske kirketårne søndag den 13. december under FN's klimatopmøde i København, skriver Kristeligt Dagblad. Ideen stammer fra gamle dage, hvor kirkeklokkerne blev brugt som en del af beredskabet, hvis der var krig, brand eller andre katastrofer, og flere præster og menighedsråd opfatter netop klimasituationen som en ny katastrofe, som man må advare imod.

Men nu har en præst fået nok af den politiske aktivisme i Folkekirken og siger fra. Sognepræst i Hørup Agnete Raahauge skriver i et åbent brev til sin biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev Stift i dagens udgave af Kristeligt Dagblad, at hun finder det "dybt ubehageligt", at kirkernes klokker i forbindelse med det store klimatopmøde i København til december skal stilles til rådighed for, hvad hun definerer som verdslige, politiske mærkesager. Niels Henrik Arendt har opfordret alle menighedråd til at deltage i alarmringningen.

"Mig forekommer biskoppens støtte til klokkeringningen den 13. december at være endnu et symptom på den politisering af folkekirken, som vi for nylig så i gruppen Kirkeasyls udnyttelse af Brorsons Kirke. En politisering, som i længden vil give folk mere og mere despekt for den kirke, der er til fals for enhver politisk sag, som kan give den publicity," skriver Agnete Raahauge i brevet.

Hendes biskop er helt uenig i hendes kritik.

"Vi er bestemt ikke til fals for publicity. Klimaet er i mine øjne en af de folkelige sager, der burde være et fælles anliggende. For mig at se er det Agnete Raahauge, der er på vej til at politisere alt ved at sige, at spørgsmålet om klodens velbefindende nu også er blevet del af den politiske dags-orden. Efter min mening er klimaspørgsmålet et fælles folkeligt spørgsmål, der ligger over det snævert politiske," siger Niels Henrik Arendt til Kristeligt Dagblad.

Klik her for at læse mere på kristeligt-dagblad.dk

[email protected]

Kilde: