Khader vil have terrorlove til eftersyn

Sagen om de to terrormistænkte, der er blevet administrativt udvist af Danmark får nu Ny Alliances leder Naser Khader til at sætte spørgsmålstegn v...

Slettet Bruger,

14/01/2008

Sagen om de to terrormistænkte, der er blevet administrativt udvist af Danmark får nu Ny Alliances leder Naser Khader til at sætte spørgsmålstegn ved terrorlovene. Det skriver Ritzau.

"Terrorlovene blev til i tiden efter 11. september og bomberne i Madrid. I dag er tiden en anden, vi er mange erfaringer rigere, og vi kan med et mere nøgternt blik vurdere, om terrorlovene er rigtigt skruet sammen," siger Naser Khader til Ritzau.

Han foreslår derfor, at lovene hvert tredje eller femte år skal have et eftersyn. Desuden vil han sammen med sit tidligere parti, det Radikale Venstre, kræve en redegørelse fra justitsminister Lene Espersen i den aktuelle udvisningsssag. Espersens partifæller Tom Behnke mener dog ikke, der er noget at komme efter i de to sager hvor en 31-årig nordirakisk mand og en 30-årig somalisk mand er blevet udvist. Valget mellem nationens sikkerhed og den enkeltes retssikkerhed er enkelt, mener Behnke.

"Det er klart, at hvis vi når dertil, at der skal vælges, så er det statens sikkerhed, der vejer tungest," siger Tom Behnke til Ritzau.

[email protected]



Kilde: