Af Jens Frederik Hansen
Der var forpremiere på Andrzej Wajdas film Katyn i Filmhuset fredag. Den kommer biograferne senere på måneden.Det var brutalt og smertefuldt.
Ikke siden Breaking the Waves har en film skabt en sådan stilhed under rulleteksten.
Nu var publikum ved denne særlige lejlighed nok mestendels eksilpolakker, så for dem kom tårerne sikkert lettere. Men også for en lille normaldansker var det bevægende.
For mange år siden mødte jeg i England en medstuderende, som var søn af en polsk officer i general Anders' hær - de som bar slæbet i den lange kamp op gennem Italien i 1944 - og jeg fik et indblik i den gruppes tankesæt. Deres følelser for England var dybest set tvetydige: De var taknemlige over, at England gik ind i krigen for at befri deres land, men skuffede over, at England overlod Polen til Stalin. Men de vidste også, at uden et asyl i England ville de selv have lidt en krank skæbne i deres hjemland efter krigen.
For de af os, som er gamle nok til at kunne huske Sovjetunionen som supermagt, står det klart, at de er blandt de mennesker, som har givet mest for, at vort land kunne være frit.
Lige siden har den polske nations skæbne interesseret mig.
De nøgne fakta om massakren i Katyn er formentlig alle bekendte, nemlig at Stalin lod tusindvis af polske fanger henrette, at tyskerne under besættelsen af det vestlige Rusland fandt gravene og lod en gruppe anerkendte eksperter undersøge dem, samt at Sovjet siden hen forsøgte at give tyskerne skylden for drabene.
Filmen Katyn illustrerer, hvorledes de, som blev i Polen, fik revet deres sjæl i stykker af Stalins propaganda om, at Katyn var en tysk forbrydelse. Katyn var endog på vej til at blive historiens største justitsmord, da Sovjet krævede, at massakren kom med på anklageskriftet i Nürnberg-retssagen. Anklagen blev opgivet, da selv Sovjets repræsentanter forstod, hvilke muligheder det ville give nazi-spidsernes forsvarere. Men det var først ret langt inde i Den Kolde Krig, at Vestmagterne endelig anerkendte, at massakren var Sovjets værk. Indtil da deltog selv de i Stalins version.
Råheden i at slagte et lands intelligentsia er ubærlig. Det er første led i den kyniske udryddelse af en nation. Kap hovedet af et folk, så det står uden ledelse og dermed vil forsvinde. Heldigvis er der dog formentlig altid så stor en intelligensreserve, så mange der er blevet sorteret fra på vejen mod fremtrædende poster i samfundet, at de fleste nationer blot - lidt lig en drage - vil skyde nye hoveder.
Filmen om Katyn er grusom, måske endda så stærk, at den aldrig burde være vist. Viden, om hvad der er sket, skal naturligvis ikke undertrykkes. Men når man ser det så fremragende beskrevet på film, når man i den grad får sine følelser rystet, så må man også bearbejde oplevelsen for at leve videre. Filmen rejser etiske problemer, men svarene skal man selv finde. Og jeg kunne godt frygte, at man som led i den proces benytter sig af de samme mekanismer, som de der deltog i drabene. At man forråes en lille smule, at man bliver en tand mere kynisk. Eller med andre ord, at man bliver en lille smule mere parat til at acceptere en lignende handling en anden dag et andet sted. Ud fra en sådan tanke, så er det en farlig film. Verden er såmænd brutal nok i forvejen.
Benignis fim La vita é bella om den lille dreng, der havner i KZ-lejr, er i samme klasse og lidt mere livsbekræftende, hvis jeg ellers husker den ret.
Umiddelbart efter at have set filmen, så er reaktionen, at man ynkes ofrene. Men efter nogle dage så ynkes man også de bødler, som resten af deres dage må leve med at have begået overgreb, som de aldrig vil kunne komme over.
Og når først man er kommet så langt, så melder den tanke sig, om min egen nation for tiden er i gang med at deltage i overgreb af samme kaliber. Har vi som danske udsendt mænd til fremmede lande, for at de skal deltage i drab på ukendte mennesker? Vil vi påføre nogle af vore landsmænd den byrde?
Det er i givet fald et centnertungt ansvar, som vore beslutningstagere påtager sig. Og jeg er ikke ganske sikker på, at jeg vil hjælpe dem med at bære det ansvar.
Jens Frederik Hansen er advokat
