Karen Jespersen trækker sig

Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen endnu engang er i udlandet for at forsøge at lande en chefstilling i NATO har en af hans ministre trukket ...

Slettet Bruger,

04/04/2009

Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen endnu engang er i udlandet for at forsøge at lande en chefstilling i NATO har en af hans ministre trukket sig tilbage. Det skriver Berlingske Tidende.

I en pressemeddelelse forklarer Venstres velfærdsminister Karen Jespersen, at hun ikke ønsker at fortsætte på sin ministerpost. Hun er ikke færdig med politik, men bare druknet i det arbejde, som Anders Fogh Rasmussen har givet hende ved at samle Indenrigsministeriet, Boligministeriet, Socialministeriet, Ligestillingsministeriet og Familieministeriet i Velfærdsministeriet.

"Jeg har altså arbejdet hårdt for ikke bare at reagere på de problemer, der dagligt opstår, men også for at vise nye veje. Men alligevel går der uforholdsmæssigt megen tid med driften af de sager, der rutinemæssigt kommer strømmende, når området er så stort, som det er tilfældet. Det kommer i sig selv til at udgøre en barriere for at gennemføre den nødvendige fornyelse af velfærdspolitikken," fortæller Karen Jespersen i pressemeddelelsen ifølge Berlingske Tidende.

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard har sympati for Karen Jespersens beslutning.

"Hun har ret i, at området er alt for stort. Vi skal ikke af med Velfærdsministeriet, men der skal mere fokus på det sociale område. Jeg havde gerne set, at det her ministerium havde en klarere social profil, men det kan ikke lade sig gøre, når det skal rumme så mange områder," siger Pia Kjærsgaard til Berlingske Tidende.

"Jeg vil ikke sige, hvad Lars Løkke skal gøre, men hvis jeg var statsminister, så ville jeg ændre det ministerium med det samme," fortsætter Pia Kjærsgaard.

Hos oppositionen er man meget glade for nyheden om, at velfærdsminister Karen Jespersen stopper.

"Det er glædeligt, at Karen Jespersen stopper, men jeg har ikke stor tiltro til, at det bliver bedre. Karen havde ingen engagement i det sociale område, og det havde Eva Kjer Hansen heller ikke, da hun var minister. Man må nok konkludere, at det i virkeligheden handler om, at den borgerlige regering slet ikke er interesseret i det sociale område. Ellers havde man vel ikke ladet uligheden stige," siger Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.

"Det kan ikke blive værre. Karen Jespersen har været bunden," tilføjer SFs socialordfører Özlem Cekic til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: