Karen J: Burkaforbud er en god regel

Slettet Bruger,

10/12/2007

Velfærdsminister Karen Jespersen tager godt imod det forbud mod burkaer, som Egå Gymnasium offentliggjorde forleden. Det skriver Ritzau.

"Det her handler om, at man skal kunne se den pågældende elevs ansigt. Så det er en god regel. Og den er nødvendig," siger Karen Jespersen til Ritzau.

Egå Gymnasium har få elever med indvandrerbaggrund og har endnu ikke set en burka skolen. Derfor sender forbuddet et sært signal, synes formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Peter Kuhlman.

"Man sender dermed et signal om, hvordan man forholder sig til andre kulturer. For eksempel at man er mere kritisk over for andre kulturelle opfattelser, og det behøver vi jo ikke at gøre, før der foreligger et problem," siger Peter Kuhlman.

Et synspunkt, Karen Jespersen dog ikke deler.

"Hvis man har den holdning, at det skal være sådan, så kan man lige så godt tilkendegive det. Så bliver det mindre konfliktfyldt," siger velfærdsministeren til Ritzau.

Rektor på Egå Gymnasium Eigil Dixen forklarede forleden, at forbuddet er indført fordi, lærerne har svært ved at kommunikere med eleverne, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk.

"Jeg er nødt til at sige, at vi skal skaffe rimelige betingelser for undervisningen, og så må vi indrette os efter det," udtalte Egå-rektoren til jpaarhus.dk.

[email protected]

Kilde: