Af Lisbet Røge Jensen
Når jeg en sjælden gang i mellem formaster mig til at ytre mine små-anarkistiske håb for den fremtidige samfundsindretning, er indvendingerne ofte de samme. "Det er jo sådan et survival-of-the-fittest-samfund, du vil have", eller: "Så ville alle jo bare rende rundt og slå hinanden ihjel", eller: "Hvad så med de svage?". Der er skrevet side op og side ned om, at et samfund med et minimum af lovgivning og regulering ikke er et dårligt samfund. Det er ikke her mit ærinde at gøre forfatterne kunsten efter.Nej, jeg vil derimod gerne stille de samme spørgsmål til de, der er så forelskede og forgabte i det samfund, vi lever i nu og her. Jeg bor på Amager, og det er som alle ved, ikke et sted, der er berømt for sin charme. Når man er opvokset her, synes man ikke, det er så slemt, som alle siger, og jeg har endda dage, hvor jeg synes her er smadderhyggeligt. Det er her bare ikke i øjeblikket, rent objektivt set.
Os, der bor i Sundby, er underlagt en ondskabens akse i fysisk form af blandt andre Ritt, Bondam og Kjeldgaard. Vores famøse Amager Strandpark blev til et arkitektonisk betonhelvede, og trafikpolitikken ændres jævnligt til stor forvirring for kørende og parkerende. Det engang så mondæne Christianshavn ligner en byggeplads, og der er hyppige brandudsalg i designerbutikken Vestergaard Møbler efter bål og brand i gaderne. For flipper-Christiana har udviklet sig til forbryder-Christiania og derfor en slagmark. Men det er ikke kun Prinsessegade, der lider under det. Torvegade ligner lort for at sige det på godt, gammeldags dansk, og det samme gør menneskene, der færdes her.
Længere ude på øen har julemåneden været velsignet med knivstikkerier, biljagt og mystiske mænd i biler med skarpladte hæfteklammemaskiner. Men det er hverdagskost. Når mørket falder på, bekymres man evigt og altid om sig og sine. For ingen kan føle sig sikker på en metrostation, og alt er overladt til tilfældighederne. Måske gjorde du noget, måske gjorde du ikke. Måske sagde du bare fra. Som en af de få. Måske var det denne gang bare nok.
For hvornår knækker filmen? Hvor mange unge avisbude skal stikkes ned, hvor mange pizzaejere skal slås ihjel, og hvor mange hasardkørende taxachauffører og flugtbilister skal man finde sig i? Hvornår bliver knuden i brystet stor nok, hvornår bliver du træt af at græde af afmagt, og hvornår opgiver du håbet om, at straffen vil matche gerningens uretfærdighed? Føler du dig sikker i gaderne? Har du ikke nogle gange bare lyst til at skrige?
Fortæl mig, at dette vi lever i, ikke er et survival-of-the-fittest-samfund. Hvis ikke det er, hvad er så? Forklar mig, hvorfor alle render rundt og slår hinanden ihjel, eller i hvert fald slår hinanden ned, sådan som det føles i øjeblikket. Og hvad er det helt præcist, vi gør, der er så godt for vores "svage"? Opfordrer dem til lediggang og belønner dem for uduelighed? Som små børn der lyver sig syge for at få opmærksomhed. Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svage. Hvad med den svage, der ligger med en kniv i halsen? Hvordan behandler vi ham?
Næste gang flyet lander i Kastrup, hjemvendt fra Mallorca eller Prag eller New York, og man siger til sig selv: "Det er nu dejligt at komme hjem, vi har det jo så godt her i Danmark", skulle man måske genoverveje sin position på området. Det er faktisk muligt, at vi ikke er så fede, som vi selv går rundt og synes. Det er faktisk muligt, at noget kunne gøres bedre. Og dette "noget" kunne jo være noget, der trak i retning af mindre formynderi, mindre politisk fantasteri, mere personligt ansvar og ikke mindst en insisteren på et civiliseret samfund. Det er ikke så ringe at kunne klare og forsvare sig selv. Slet ikke når den totale lovløshed indtræder. Det gør den vel nok, hvis vi fortsætter i samme selvfede stil. I hvert fald i kampzone Ama'r.
Lisbet Røge Jensen er stud. merc. og blogger på KapitaLisbet.blogspot.com
