K til DF: I kan ikke både blæse og have mel i munden

Slettet Bruger,

21/11/2007

Hvis Dansk Folkeparti udnytter det alternative flertal i Folketinget, der vil give mere i løn til de offentligt ansatte, kan de få alvorlige konsekvenser for partiet. Det siger Det Konservative Folkepartis skatteordfører i dagens Børsen.

"Jeg finder det fuldstændigt utænkeligt, at man på en gang kan være med i et finanslovsforlig og samtidig bidrage til voldsomt udgiftskrævende forslag ved siden af," siger Barfoed til Børsen.

Dansk Folkeparti har netop indledt en møderække, der vil føre Pia Kjærsgaard forbi såvel den nyvalgte LO-formand Harald Børstings samt Helle Thorning-Schmidts kontorer. Her diskuterer man, hvordan SF, Enhedslisten, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan få gennemført de offentlige lønstigninger man har talt så varmt for i valgkampen.

Ifølge "højtstående" kilder, som Børsen har talt med, vil regeringen vanskeligt kunne holde til, at der etableres et flertal uden om regeringen på spørgsmålet. Og så kan resultatet blive, at danskerne skal til folketingsvalg igen inden længe.

"Det må statsministeren tage stilling til. Det tilkommer ikke mig," er Barfoeds kortfattede svar til de spekulationer.

Til gengæld vil han gerne give en vurdering af den "uskik", som den politiske indblanding i overenskomstforhandlingerne efter hans vurdering er.

"Man kan ikke gøre begge dele. Det er S og DF godt på vej til at ødelægge det velfungerende system, vi har på det danske arbejdsmarked. Det synes jeg er beklageligt," slutter Barfoeds opsang i Børsen.

[email protected]

Kilde: