København sælger navn på ny svømmehal

Svømmeglade københavnere kan i fremtiden måske komme til at tage baner i Carlsberg Badet eller Speedo Svømmehallen

Slettet Bruger,

06/12/2008

Svømmeglade københavnere kan i fremtiden måske komme til at tage baner i Carlsberg Badet eller Speedo Svømmehallen. En næsten samlet borgerrepræsentation, kun fraregnet Enhedslisten, har nemlig besluttet at sælge navnet til den kommende svømmehal i Bellahøj til en privat sponsor. Det skriver politiken.dk.

"Vi har desværre stadig et kæmpe renoveringsefterslæb på de københavnske idrætsanlæg. Og vi ser meget gerne, at virksomhederne bidrager til den positive udvikling, der allerede er sat i gang," siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev til politiken.dk.

Den endelige pris for sponsoratet, som man regner med falder på plads inden for tre måneder, er endnu ikke fastlagt. Tidligere har kultur- og fritidsforvaltningen dog ment, at navnesalget vil indbringe minimum en halv million kroner årligt, der skal bruges til serviceforbedringer og udvikling af anlægget. Men så kan sponsoren også få andre fordele af svømmehallen.

"Andre modydelser kan for eksempel være sponsorens adgang til at benytte anlægget i visse tidsrum eller gratis entré for sponsorens medarbejdere," skrev forvaltningen ifølge politiken.dk i deres oprindelige oplæg til politikerne.

Pia Allerslev erklærer, at erfaringerne fra navnesalget i Bellahøj skal bruges til at vurdere, om andre københavnske anlæg også skal skifte navn i fremtiden.

[email protected]

Kilde: