Socialdemokraterne er færdige. Så kontant er udmeldingen fra de Konservatives finansordfører, Christian Wedell-Neergaard.
"Ja, jeg er ikke bange for at sige, at de simpelthen ikke kan vinde næste valg," siger han til Berlingske Tidende.
Christian Wedell-Neergaard mener, at den sidste undskyldning for ikke at komme med skattelettelser dermed er ryddet af vejen. Anders Fogh er bange for, at det gamle arbejderparti går ud og siger, at regeringen skærer i velfærden til fordel for skattelettelser, men den frygt er ubegrundet, mener den konservative finansordfører.
En anden undskyldning er frygten for overophedning og lønpres, men den giver Christian Wedell-Neergaard heller ikke meget for.
"Nej, det er et politisk svar. Det er klart, at skattelettelser vil øge aktivitetsniveauet. Der vil opstå en optimisme og en glæde ved at gøre ting, og det mener jeg i sig selv er positivt. Indtil videre har vi ikke set lønpres. Hvor ser Venstre tendenser til overophedning?"
Han undrer sig også over, at Fogh samtidig lover penge til en kvalitetsreform i det offentlige. For et højere offentligt forbrug vil med endnu større risiko føre til overophedning. Det kan selv Venstres skatteminister Kristian Jensen skrive under på.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager det ikke for givet, at Socialdemokraterne er færdige.
"Nej, bestemt ikke. Det tror jeg er meget vigtigt, at alle gør sig klart. Der kan ske utroligt mange ting, inden der kommer valg. Men selvfølgelig glæder jeg mig over, at der er dannet et midterparti, som siger, at de som udgangspunkt vil samarbejde med en borgerlig-liberal regering. Det glæder jeg mig selvfølgelig over."mkr