K-kandidater: Højst 40 pct. i skat

Slettet Bruger,

25/10/2007

De konservative folketingspolitikere får nu konkurrence i skattekapløbet. To K-kandidater går således til valg på en maksimal skatteprocent på intet mindre end 40 pct., skriver borsen.dk.

"Hvis vi ikke skal blive fuldstændigt klemt som konservativt parti, så er vi nødt til som borgerlige at stå fast på skattesagen for det kan ikke være rigtigt, at vi har et borgerligt flertal, og at vi ikke kan få sat skatten ned," siger konservativ folketingskandidat i Gladsaxe-kredsen i København Henrik Sørensen til borsen.dk.

Den konservative leder Bendt Bendtsen har tidligere foreslået en topskat på 50 pct. skrevet ind i regeringsgrundlaget. Men det krav får nu baghjul af de lettelsesvenlige kandidater.

"Vi skal tale skat"
Henrik Sørensen har tidligere givet anledning til bølgegang i den konservative lejr, da han under partiets landsrådsmøde sidste måned sammen med folketingskandidat Claus Christiansen fra Sundbyvester fik presset igennem, at den konservative folketingsgruppe fortsat skulle holde fokus på lavere skat, og at det langsigtede mål var et lavere skattetryk. Det lykkedes dog ikke de to at få sat dato på, hvornår de savnede skattelettelser skulle gennemføres.

Ikke desto mindre opfordrer Henrik Sørensen formand Bendt Bendtsen til at holde fast i skattetemaet under den kommende valgkamp.

"Som borgerlige med verdens højeste skattetryk skal vi også tale skat, for det jeg så i går aftes på DR 2 i Deadline var, at socialdemokratiets formand Helle Thorning Schmidt stod og sagde, at det jo kun var de to regeringspartier og Dansk Folkeparti, der ikke ønskede at tale skat, og det er det, vi nu vil opfordre Bendt Bendtsen til at gøre," siger Henrik Sørensen til borsen.dk.

[email protected]

Kilde: