Jyske Bank: Offentligt underskud på 76 mia. kr. næste år

Krise og ledighed udløser det største statsunderskud i Danmark siden 1984

Slettet Bruger,

19/06/2009

Krise og ledighed udløser det største statsunderskud i Danmark siden 1984. Det vurderer Jyske Bank i en ny prognose, der indeholder den hidtil mest nedslående prognose for dansk økonomi i år. Banken forventer et underskud på de offentlige finanser på 76 mia. kr. i 2010. Det skriver dagbladet Børsen.

Det svarer til over 4 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) og dermed et niveau, der ikke er set siden begyndelsen af 1980'erne.

"Vi nedjusterer vores forventninger som et resultat af, at første kvartal var markant dårligere end beregnet i forhold til eksport og industriproduktion. Det får effekt på udvikling i ledigheden, som koster meget for det offentlige i form af overførsler til ledige og lavere skatteindtægter," forklarer cheføkonom i Jyske Bank Niels Rønholt i Børsen.

Han vurderer, at 175.000 danskere vil være ramt af ledighed ved udgangen af 2010:

"Derudover skyldes det store underskud de forskellige finanspolitiske lempelser bl.a. i form af skattereformen, som er underfinansieret."

Statsunderskuddets størrelse i Jyske Banks prognose overgår både regeringen og de økonomiske vismænds skøn, der er på henholdsvis 60 mia. og 51 mia. kr. i 2010.

[email protected]

Kilde: