Af Henrik Gade Jensen
Helten dør kun én gangKrysteren dør hver dag, han lever
Det var den unge danske søhelt Peter Willemoes' valgsprog. Willemoes trodsede døden som 17-årig ved Slaget på Reden, hvor han kommanderede et flådebatteri i kamp mod overlegne engelske linjeskibe, og hvor han så sine mænd blive kanoneret til plukfisk på dækket. Willemoes selv blev som 25-årig ramt dødeligt på dækket af det sidste danske linjeskib, Prinds Christian Frederik, i 1808 og begravet på Odden kirkegård, hvor Grundtvig skrev ordene på bautastenen.
I den anden ende af kirkegården ligger unge engelske og canadiske flyvere begravet, da de styrtede ned med et bombefly i 1944 efter et togt helt ovre ved Danzig.
På mange danske kirkegårde ligger allierede flyvere, der på deres bombetogter til eller hjem fra Tyskland styrtede ned over Danmark, begravet. Den største allierede kirkegård i Norden ligger i Esbjerg, hvor 271 unge englændere har fundet hvile. Ved siden af en del polakker, russere og amerikanere. Se den en dag!
De døde alle unge. De døde som helte. Krysteren dør derimod hver dag, han lever.
Jeg tænker på dette i forbindelse med Folketingets og regeringens enorme trang til at få danskerne til at leve længe og sundt. På tværs af de politiske skel er der solid konsensus om, at folkesundheden - et forfærdeligt begreb fordi sundhed ikke kan tilskrives kollektive størrelser - skal øges.
Forebyggelseskommissionen, hvis forslag kommer her i foråret 2009, og som enhver selvstændig borger må frygte, har som kommissorium at gennemsnitslevealderen skal forøges med tre år over de næste ti år.
Vi må ikke dø. Vi skal leve for enhver pris.
Er det ikke op til mennesker selv at bestemme, om de vil leve eller dø? Og hvordan vi vil leve vores liv her på jorden? Selvmordere skal anses for samfundsfjender, fordi de svigter statsstatistikken ved at trække gennemsnitsalderen langt ned.
Vi overlevende, der gakker rundt i vore legemlige hylstre, skal til gengæld holdes i ørerne og dresseres til et liv i perfektion.
Skal Danmark være et kloster for afholdende og kyske mennesker? Eller et levende samfund af syndere, der nyder, hvad hver måtte ønske, så længe de ikke krænker andre mennesker?
Jeg foretrækker klart det sidste.
Sundhed er vel også at være glad for det liv, man lever. Tyk eller tynd. Mens permanente krav om at nå bestemte kropsmål er med til at underminere den glæde eller selvsikkerhed, som sikkert også er en vigtig faktor for at leve længe og godt.
Men det er en umulig kamp. For kampen mod livsstilssygdomme har et momentum, som ikke er til at stoppe. Og det må erkendes, at det også er et vanskeligt økonomisk spørgsmål med et offentligt sygehusvæsen, hvor behandling af livsstilsrelaterede sygdomme kommer til at koste mer og mer. Staten handler ofte ud fra sin ræson for at overleve, og derfor vil den have sunde borgere uden laster.
Men hvorfor råber præster og teologer ikke mere op? For det handler vel også om livets mening. Er dennesidigheden blevet formålet? Har vi glemt det evige liv? Og hvad med litteraterne og humanisterne.
"Jeg vil se fede mænd omkring mig. Mænd med glatte hoveder, der sover trygt. Denne Cassius ser mager, sulten ud, han tænker for meget, den slags folk er farlige."
Sådan skriver Shakespeare i Julius Cæsar, hvor den magre og tynde bliver tegn på mistænksomhed. Den med et par kilo bag udstråler soliditet og troværdighed.
Jeg forstår ikke, at folkekirkens præster og beslægtede eksistenser ikke står i kø for at kritisere behandlersamfundet og forebyggelseskommissioner og gøre opmærksom på, at vi alle skal dø og at lidelse hører med til verden. Det meste af folkekirkens salmer og ritualer tømmes yderligere for indhold ved at gøre den rette livsstil til den saliggørende instans. Hvor blev Gud og evigheden af?
Afhænger frelsen nu af den rette pleje af vores ormesæk? - Thomas Kingos udtryk for vor krop og legeme. Ofte føler jeg mig mere som patient i et stort sanatorium, hvor læger og terapeuter står klar til at bekymre sig om mit liv og velvære. Der bliver røget i smug og joket i det skjulte, men protesten fordufter i apati og eftergivenhed. Det er jo også altsammen så velmenende.
Og for ikke at blive misforstået: jeg er stor tilhænger af lægevidenskabelige fremskridt og er ikke gammeltestamentlig føde-med-smerte og arbejde-i-sit-ansigts-sved-fundamentalist. Teknologiske fremskridt kombineret med kapitalismens kolossale velstandsproduktion har for første gang gjort menneskelivet værd at leve. Simple sygdomme kan kureres og børnedødeligheden er ekstrem lav.
Det har vi endnu ikke i tilstrækkeligt grad værdsat. Fortiden var en jammerdal af smerter. Men vor tids sundhedsregime er ikke en naturlig følge deraf. Sundhedspolitikken i dag er mere en afart og en kontraproduktiv overdrivelse af udviklingen. Det bedste bliver det godes fjende.
De menneskelige marginalomkostninger ved yderligere at investere i offentlig folkesundhed bliver for høje. Det var godt op gennem 1900-tallet ved bl.a. offentlig indsats, vaccinationsprogrammer, bekæmpelse af tuberkulose (som i øvrigt mest skete i privat regi) osv. Danskerne fik et markant sundere liv, men også fordi vi endnu levede med forhistoriens kummerformer og dødelige folkesygdomme så tæt på.
Men i dag er det langt mere det personlige og ikke det kliniske, som står på spil. Det er livsstil, det drejer sig om. Men livsstil bør og burde, i princippet og reelt, høre under den personlige frihed, som ifølge Grundloven er ukrænkelig.
Livets formål er ikke at leve sundt og rigtigt og lykkeligt. Vi må droppe frygten for det usikre, hvis vi vil leve livet. "Den, der aldrig slap sandsynligheden, indlod sig aldrig med Gud" (Søren Kierkegaard). Mennesket er vilje, ånd og fornuft mere end biologi og hygiejne.
Lev livet - come what may.
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS
