Iraker vil sagsøge Danmark for hemmelig fængsling

Han har siddet varetægtsfængslet i syv måneder og står nu til at blive udvist fra Danmark

Slettet Bruger,

16/01/2008

Han har siddet varetægtsfængslet i syv måneder og står nu til at blive udvist fra Danmark. Årsagen vil de danske myndigheder ikke fortælle ham. Nu vil den 31-årige irakiske flygtning have den danske stat til at retfærdiggøre sin beslutning i en domstol. Det skriver Nyhedsavisen.

Den eneste besked, irakeren og hans forsvarer, Henrik Stagetorn, har fået, er en henvisning til Udlændingelovens paragraf 25, der handler om trusler mod rigets sikkerhed. Og ifølge paragraf 45b, der blev indført med terrorpakken, kan en sådan udvisning ske, uden at udlændingen og hans advokat får kendskab til beviserne i sagen.

Sagen mod den danske stat bliver dog kun en realitet, hvis Flygtningenævnet - som i øjeblikket behandler en klage fra den 31-åriges advokat - fastholder udvisningen af manden. Mindst én anden udlænding står også til udvisning på baggrund af hemmelige årsager.

"Dybt betænkeligt"
Justitsministeriet afviser i et notat, at terrorparagraffen 45b er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men den vurdering er seniorforsker Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder uenig i.

"Det er dybt betænkeligt, at hverken udlændingen, hans advokat eller asylmyndighederne har adgang til sagens detaljer. Dermed har de ingen mulighed for at vurdere troværdigheden af informationerne eller forsvare sig mod anklagerne. Det burde være uacceptabelt i en retsstat," siger han til Nyhedsavisen.

Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet og Integrationsministeriet har afvist at kommentere sagen. Den 31-åriges advokat må ikke udtale sig, da der er lukkede døre i sagen.

[email protected]

Kilde: