Interview med Anders Samuelsen

Slettet Bruger,

08/05/2007

Af Ole Birk Olesen

Anders Samuelsen, der er lidt diskussion om jeres medlemstal. Hvor stort er det egentligt, når man skræller al propagandaen væk?

"Om det er 9.000 eller 7.000 eller 5.000, det betyder ikke så meget. Vi havde et håb om, at vi i løbet af det første halve til hele år måske ville nå op på 2.000 medlemmer, så du kan bare ikke lave det her om til en fiasko. Det kan du lige så godt opgive!"

Dét har jeg bestemt heller ikke tænkt mig at gøre!

"Det er klart, at nogen ikke betaler kontingentet, det er jeg med på, men det tager vi, som det er."

Vi skal snakke om jeres politik. I skriver i jeres program, at I vil en skatteprocent på 40 for alle.

"Det er en maksimal skat, for der er folk her i landet, som betaler under 40 procent, og det vil vi ikke ændre."

Så maksimalt 40 procent skat for alle, det er jeres politik?

"Ja, det er endemålet."

Det er ellers ikke lang tid siden, at du i Berlingske Tidende skrev, at Jesus gik ind for progressiv beskatning. Men det gør du så ikke længere?

"Jo, for det vil stadig være progressiv beskatning, for der vil være folk, som betaler under 40 procent."

Men ingen over? Heller ikke selvom de tjener mere end 750.000 årligt, som du skrev om i Berlingske Tidende?

"Nej, men selvfølgelig er det ikke der, man starter, det er bare vores superpositive ambition. Men for at understrege hvor meget vi mener, at skatten på arbejde skal sættes ned, så siger vi, at vi ikke er blege for at diskutere ufinansierede skattelettelser i forventning om, at den øgede dynamik i samfundet vil få det til at hænge sammen på længere sigt. Ligesom Ole Stavad, Lykketoft og Marianne Jelved, da de lavede deres skattereform i starten af 90erne. Der lod de delvist være finansieret med forventning om dynamiske effekter. Det kort skal vi også have på bordet."

Så I mener, at man kan regne med dynamiske effekter?

"Jeg tror personligt på det, men det skal ikke ske ud fra en trossag, men fordi man mener, det er en god investering. Fordi der er behov for at gøre det, og fordi det kan være en isbryder i forhold til den misundelsesdagsorden, som altid popper op, når vi snakker skattereformer."

Hvis en del af skattelettelserne kan finansieres af forventninger om dynamiske effekter, hvad skal så finansiere den øvrige del?

"Vi skal nok komme med eksempler på, hvordan det kan gøres, men vi stiller os ikke op på førstedagen og peger på syv konkrete måder at gøre det på. Historien viser, at den måde at drive politik på i Danmark kun har ført til én ting, nemlig at vi ikke får lavet en skattereform. Og det er altså vigtigere for os at få lavet en skattereform end at stille sig op med besparelsesforslag, hvorefter man så kan blive skreget ud i aviser og andre steder som nogen, der vil slå den ene og den anden befolkningsgruppe ihjel. Der bliver ikke plads til nuancerne og dermed dør muligheden for en skattereform."

Hvorfor er det så vigtigt med en skattereform?

"Fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor vi også skal konkurrere på, at vi ikke skal have en absurd høj pris på arbejdskraft. Det er absurd, at man skal tjene 1.000 kroner for at kunne give een håndværker 100 kroner i hånden. På den måde vil lægen og læreren og alle mulige andre hellere lægge fliser end at beskæftige sig med det, som de er gode til. Vi skal også have en skattereform, fordi vi vil øge efterspørgslen efter den arbejdskraft, som i dag har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet. Så det er både en social politik og en liberal politik."

Men I vil altså ikke finansiere en skattereform med højere boligskatter?

"Nej, det er ikke et kort, som vi spiller på bordet. Det er også, fordi vi ikke vil fanges, for så snart man nævner højere boligskatter, så siger Fogh, 'der kan I bare se'. Så nemt skal han ikke have det. Vi er åbne, og vi gider ikke stille med den slags ultimative krav. Det er vigtigere for os at få skatten på arbejde ned end at blive fanget i fælder."

Hvordan er jeres retspolitik? Ligesom Bjørn Elmkvists politik i hans tid som radikal?

"Både Naser og Gitte har talt om det i går, eksemplificeret ved flygtninge- og udlændingepolitikken. Vi ønsker stadig en stram politik på det område, vi ønsker ikke at føre det tilbage til 2001, men vi ønsker justeringer de steder, hvor der er åbenlyse urimeligheder. Nærmere kommer jeg det ikke i dag, for vi ønsker at inddrage rigtig mange gode kræfter, som melder sig på banen. Vi kan godt køre 27 emner igennem, men det gider jeg altså ikke, for som vi sagde på pressemødet, så vender vi tilbage til det."

Hvor mange procent af stemmerne gætter du på, at I får ved næste folketingsvalg?

"Det tør jeg slet ikke gætte på. Jeg er det sidste døgn blevet alt for overvældet i positiv forstand. Men jeg tør godt indgå det væddemål, at Anders Krab [politisk redaktør på TV2] ikke får ret i, at vi ikke kommer over spærregrænsen."

Det tør jeg også godt vædde med ham om.

"Det gør du?"

Ja, der er jeg helt enig med dig. I kommer over spærregrænsen.

"Og det gør vi bl.a. fordi ... det kan godt være, vi ikke er reformivrige nok i en liberalistisk forstand, men vi er mere reformivrige end de andre ... hehe!"
















Kilde: