Integrationsprogram en stor succes

Slettet Bruger,

10/12/2007

I 1999 indførte den daværende SR-regeringen det såkaldte introduktionsprogram for at få flygtninge og indvandrere i arbejde. Programmet der indeholder sprogundervisning, samfundsfag og et jobforløb, har siden været omdiskuteret og dets effekt ikke fuldt ud beskrevet. Men nu viser en undersøgelse fra Rambøll Management, at programmet virker. Det skriver Jyllands-Posten. Mere end end halvdelen af de 2.000 adspurgte er kommet i arbejde og et lignende tal følger med i dansk politik. Over 80 procent følger med i danske medier og har danske venner, viser undersøgelsen.

"Jeg mener, at der er tre ting, der skal til, før man er integreret. Overhold landets love, gør alt hvad du kan for at forsørge dig selv og deltag i demokratiet. Det lyder til, at det er, hvad disse mennesker gør," siger Torben Møller-Hansen, direktør i foreningen Nydansker til Jyllands-Posten. Møller-Hansen har tidligere har kritiseret programmet, men tøver nu ikke "med at bruge ordet succes".

Ishøjs borgmester, den socialdemokratiske Ole Bjørstorp har også tidligere været ude med kritik af introduktionsprogrammet. Men nu anerkender han, at det virker.

"Inden for det seneste år har vi oplevet en kraftig stigning af især mænd, som kommer i arbejde. En af forklaringerne er, at der i dag er en større vilje fra virksomhederne til at ansætte nye indvandrere, der har gennemført programmet," siger Bjørstorp.

Glad Birthe Rønn
Landets nye integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, er ikke overraskende også godt tilfreds med at overtage et tilsyneladende velfungerende introduktionsprogram.

"Det er jo lige i hjertet af integrationen og samhørigheden i det danske samfund, når så stor en del af de nytilkomne læser danske aviser, er med i foreningerm har venner her og ikke mindst giver udtryk for, at de interesserer sig levende for det danske demokrati og den danske samfundsmodel," siger Birthe Rønn Hornbech til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: