Af Thomas Banke
De fleste i min generation, og de der kommer lige før og lige efter, kender bogen og filmatiseringen Den Uendelige historie. Bogen udkom i 1979, er skrevet af tyskeren Michael Ende, og filmatiseringen ramte biograferne verden over i 1984. Den blev en klassisk og kær fortælling om den 11-årige Bastian, der lever et liv med mobning, nederlag og mindreværd, indtil han finder en eventyrbog, som giver ham mulighed for at leve et nyt fiktivt liv gennem bogens hovedperson, Atrejus.Gennem sin læsning af eventyrbogen får Bastian - ved at leve sig ind i rollen som Atrejus - fornøjelsen af at kæmpe for bevarelse af riget Fantasia, som er ved at blive overtaget af Ingentingen. Fantasia er et sted med frihed og muligheder, mens Ingentingen, der er ved at overtage Fantasia, er præget af stilstand og ufrihed; her er alting goldt og ligegyldigt. Jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men har man ikke set den, så gør det; den er det værd.
Jeg nævner dette eventyr, fordi det, trods sin alder, er relevant at bringe frem som analyse af aktuel dansk politik. Lige nu er der finanskrise - det bekymrer danskerne. Der er klimaudfordringer - og forandringer - det bekymrer danskerne. Men i virkeligheden bør vi bekymre os om vores aktuelle politiske kultur og debatten om reformer eller mangel på samme. Lad os sige at Danmark lige nu er et Fantasia med frihed, muligheder, velstand og velfærd - og at Ingentingen så naturligvis er det modsatte: ufrihed, begrænsede muligheder, mindre velstand og mindre velfærd.
På Christiansborg hersker der lige nu en debat, hvor det er tydeligt at se, hvem der ville have indtaget rollen som Atrejus, der kæmper for Fantatias beståen, og hvem der som Ingentingen kæmper for stilstand.
Vi står overfor nogle store udfordringer i fremtiden, hvis vi blot vil bevare "ånden" i den danske velfærdsmodel; lige muligheder for alle, en værdig alderdom for alle, et fleksibelt arbejdsmarked, et højt velstandsniveau osv. Det kan ikke løses ved at lave små justeringer hist og her, og ved at nogle politikere turnerer rundt med hellige køer i forhold til væsentlige redskaber for at bevare Fantasia og forhindre Ingentingens fremmarch. Men det er præcis det, der er sket især i de seneste år. Det er ikke blevet mindre synligt med tiden, tværtimod.
Socialdemokraterne vil slet ingenting længere. De har fuldstændigt nedlagt veto i forhold til ændringer af efterlønnen. De har vist for et par måneder siden, at dagpengene skal bevares, hvis ikke i sin nuværende, så i en endnu mindre hensigtsmæssig form. I det hele taget har de i forhold til arbejdsmarkedet sat foden ned og sagt 'nej, vi står fast på stilstand'. Nogle af deres forslag gør faktisk mangelen på arbejdskraft endnu større, resten er i småtingsafdelingen.
Thomas Adelskov, S-arbejdsmarkedsordfører, har sagt det meget klart og nærmest triumferende til Ritzau den 29.10.08: "Det er helt udelukket, for vi har en række forlig med regeringen, bl.a. hele velfærdsaftalen, og jeg tvivler på, at regeringen vil bryde forliget om fremtidens efterløn og hele arbejdsmarkedspolitikken på nuværende tidspunkt. Det har de ikke adgang til."
Stilstanden er enorm, og man er nærmest stolt over det. Dertil kommer, at Socialdemokraterne vil bruge flere penge, mange flere penge! Det går dårligt i hånd med, at man samtidig står fast på stilstand, når det kommer til reformer af særligt arbejdsmarkedet.
SF har det på samme måde; nej til markante ændringer af dagpenge og efterløn. Nej til store, men nødvendige reformer. Stilstand frem for fremgang. Fortid frem for fremtid. De vil ingenting. S og SF har i sin nyforelskelsesrus indgået et ægteskab, der står fuldstædigt fast på, at reformer - det er altså ikke noget, man praktiserer i samlivet. For at blive i denne metafor, kan man konstatere, at fællesnævneren for ægteskabet er gode middage, gode rødvine, masser af kulturelle oplevelser, rejser, og masser af gaver til familien - for alle andres penge, skatteborgernes. Jo, det er og har altid været let at være gavmild for andres penge. Det repræsenteres i praksis ved S og SF's nye fælles udspil; fyldt med ønsker og krav om flere tilskud, mere støtte, flere penge, mere, mere og atter mere - og ikke et eneste bud på hvor al denne "lyksagelighed" skal komme fra.
Det bliver ikke bedre af, at Dansk Folkeparti har indtaget samme holdning; at f.eks. dagpenge og efterløn ikke må forandres markant her og nu. At Velfærdsforliget fra 2006 er tilstrækkeligt (ja, det mener de rent faktisk!). De stod sågar klar med store krav til den seneste finanslov om flere penge til deres kernevælgere. Og så har Dansk Folkeparti det generelt svært med reformer, meget rammende udtrykt af Kristian Thulesen Dahl den 14.11.08 til TV2 om skattereformen: "Vi burde pakke skattereformdiskussion sammen og lave et fortsat skattestop. Det vi har behov for lige nu er tryghed. Det er, at folk ved, hvad de har at gøre godt med. Vi har ikke brug for usikkerhed."
Den holdning gælder ikke alene i forhold til skat, men også i forhold arbejdsmarkedet, den offentlige sektor osv. "Tryghed" går forud for nødvendighed. Kort sigt går forud for langt sigt. Men der er jo også maks. fire år mellem valgene.
Lidt matematik viser, at S, SF og DF kan udgøre så stor en del af Folketingets stemmer, at vi må ende med at acceptere stilstanden, nu de insisterer så hårdt. Det betyder, at vi ikke kan bruge de mest oplagte redskaber, som kan sikre en god fremtid for Danmark; først og fremmest reformer af efterløn og dagpenge, når det kommer til arbejdsmarkedet.
Det tegner i sagens natur heller ikke godt, når samme partier i år skal tage stilling til en markant skattereform. Ingen af dem har sendt positive signaler om vilje til at sikre markante lettelser. Tværtimod vil S og SF tilbagerulle de allerede gennemførte skattelettelser, og DF har sendt, om end tvetydige, så i hvert fald ikke entydigt positive signaler. Og sådan kan man ved gennemgang af en lind strøm af udmeldinger fra partierne konstatere, at det ser meget svært ud at få lavet nødvendige reformer.
Hvad der gør det hele meget værre er, at udover denne alliances mangel på vilje til nødvendige reformer, så er det også tre partier, der insisterer på at udfordre alle økonomiske vismænds ekspertise og råd; de vil have mange flere offentlige udgifter. De vil smide flere penge ud i offentligt forbrug; flere mia. til kommunerne, til de ældre, til førtidspensionisterne osv. Og flere penge til offentligt byggeri - for som de siger, "det afhjælper vel den aktuelle finanskrise"? Ja, cirka lige så godt som benzin slukker bålet. Det er ikke alene stilstandspartier, men også udgiftspartier, der tegner sig for 93 mandater på Christiansborg - og det er jo faktisk et flertal i Folketinget.
Vi står overfor en tid, hvor de kommende års reformvilje på Christiansborg bliver vigtigere end nogensinde. Der skal gøres noget nu. Og denne enorme udfordring forudsætter, at vores regering er i stand til at tage fat på de nødvendige reformer nu. Vi har brug for at sætte alle sejl for at sikre en vellykket reformproces af vores arbejdsmarked og vores skattesystem. Heri ligger bl.a. nøglen til at sikre fremtidens velfærd og velstand.
Virkeligheden er den, at vi står foran historisk afgørende beslutninger i de kommende år, og man kunne have håbet på lidt mindre velfærdstænkning og mere reformvilje. Venstre, de Konservative og Liberal Alliance synes mere eller mindre at have forstået budskabet og opgaven. SF, S og DF har derimod allerede sat foden ned og gjort det klart, at de ikke vil noget som helst. Det er nærmest det gode mod det onde; Fantasia mod Ingentingen.
Danskerne er bekymrede over finanskrisen og klimaforandringerne - det er fuldt forståeligt. Men den største bekymring bør være det nuværende Folketings sammensætning. Her er ikke flertal for at fortrænge Ingentingen. Her er ikke forståelse for fremtidens udfordringer. S, SF og DF går imod alle anbefalinger fra vismændene, arbejdsmarkedets parter, anerkendte eksperter og troværdige rapporter. Deres vælgerleflen er vigtigere end fremtidens velstand. Deres forslag indeholder små og ligegyldige justeringer og ikke reformer, og der forhandles efter princippet om bytte-bytte købmand. De løser ikke problemer, men fastholder dem.
I bagklogskabens lys skal man naturligvis spørge, om regeringen kunne have forudset dette i 2006, da man lavede Velfærdsforliget? Svaret er ja. Og kunne man i øvrigt have ladet være med at affeje Velfærdskommissionens mange forslag? Svaret er ja. Fortiden rummer fejltrin, men det vigtige er, at man nu i regeringen er villig til at råde bod herpå, og det sørgelige er så, at det ikke er muligt. Hvis ikke denne reformangst fortrænges, først og fremmest hos DF, så ser det ud til at vores nuværende Fantasia må indstille sig på Ingentingens hærgen i fremtiden. Det er i sagens natur en uacceptabel udgang for os alle.
Vi kan - desværre - ikke gøre som Bastian; finde et eventyr og leve i det, mens vi fortrænger den virkelighed, der piner os. Vi må derimod forholde os til virkeligheden, som den nu engang er, både i dag og i fremtiden. Danskerne kan kun bevare virkelighedens Fantasia ved, at bekæmpe virkelighedens Ingentingen. Den næste tid i dansk politik bliver afgørende for disse skridt, og det ser ikke ud til, at vi får en H. C. Andersen-inspireret slutning, hvor "alle levede lykkeligt til deres dages ende". Det gik ikke med arbejdsmarkedsreformen for et par måneder siden. Næste prøve er skattereformen, hvor det allerede nu ser svært ud; det tegner allerede til, at vi får et kludetæppeforlig, hvor alle partier får lige meget, og danskerne dermed lige lidt.
Denne avis har tidligere haft en leder, som opfordrer regeringen til at udskrive valg, såfremt denne uacceptable parlamentariske situation fortsætter. Hvis skattereformen falder til jorden, må jeg erklære mig enig heri. Og så må man ved dette næste valg huske, at der var fremtiden til forskel; at det grundlæggende bliver et valg mellem Fantasia og Ingentingen.
Thomas Banke er landsformand for Venstres Ungdom
