Ingen offentlige tilskud til kunstig befrugtning af enlige og lesbiske kvinder

Af Finn ZieglerEt flertal af dansker er imod, at enlige kvinder skal kunne befrugtes på skatteydernes regning, viser en ny meningsmåling

Slettet Bruger,

09/01/2008

Af Finn Ziegler

Et flertal af dansker er imod, at enlige kvinder skal kunne befrugtes på skatteydernes regning, viser en ny meningsmåling. Jeg kan kun erklære mig enig.

Kunstig befrugtning af enlige mødre og lesbiske kvinder har været muligt i sundhedsvæsenet siden 1. januar 2007, efter at det røde mindretal i Folketinget suppleret med afhoppere fra Venstre og de Konservative fik det gennemført ved lov.

Dermed blev det offentlige sundhedsvæsens opgaver fejlagtigt udvidet til at omfatte opgaver, der ligger udover forebyggelse og behandling af sygdomme. I betragtning af de problemer, der er med at løse de eksisterende opgaver på tilfredsstillende vis, kunne sundhedsvæsenet godt have været denne ekstra opgave foruden.

Ved at tilbyde enlige eller lesbiske kvinder kunstig befrugtning, får disse kvinder en særbehandling. Par bestående af mænd og kvinder, der henvender sig for at få fertilitetsbehandling, har en dysfunktion i forhold det normale. De vil ofte have gennemgået et forløb, hvor andre virkemidler har været forsøgt først.

Anderledes forholder det sig med lesbiske par eller enlige kvinder. De fejler ikke noget, der er ikke tale om en fysisk sygdom. Kunstig befrugtning til enlige og lesbiske kvinder er "behandling" af en livsstil, kvinderne selv har valgt, snarere end en sygdom.

Det er ikke, fordi lesbiske kvinder vil være dårligere forældre. De er formentligt lige så gode som alle andre til at drage omsorg for børn - til at skifte bleer, til at bade babyer, til at lave bananmos, til at læse godnathistorier og til de andre ting, man nu gør som forælder. Men der er dog en ting, de ikke kan. De kan ikke være fædre for deres børn. Børn af enlige eller lesbiske kvinder er dømt til at vokse op uden en far. Børnene vokser op med en eller to mødre og kan først, hvis de er heldige, få kontakt med deres biologiske far, når de er fyldt 18 år.

Det er forkert, at staten yder økonomiske tilskud til produktionen af faderløse børn. Det er ikke en god ting, at børn vokser op uden fædre. Der er problemer nok med fædre, som ikke vil eller kan være fædre for deres børn (eksempelvis efter skilsmisser). Men det er ingen grund til at gøre ondt værre. Og alt andet lige vil statstilskud til kunstig befrugtning af enlige mødre og lesbiske kvinder føre til, at flere børn bliver født uden fædre.

Fortalerne for offentlige tilskud til enlige mødre og lesbiske kvinders børneeksperiment hævder, at de blot vil ligestille enlige og "homoseksuelle" kvinder med "heteroseksuelle" kvinder. Med denne ligestilling fokuserer de ensidigt på kvindernes behov for at blive mødre snarere end børnenes behov for en ordentilg opvækst med både en mor og en far.

Lesbiske kvinder og enlige mødre har selvfølgelig friheden til at gøre, hvad de vil. Man kan kun håbe, at de vil være mere tilskyndet til at opføre sig ansvarligt, når de selv skal betale for regningen for fertilitets-"behandlingen".

Regeringen og Dansk Folkeparti bør vaske tavlen ren og slå fast, at kunstig befrugtning af enlige eller lesbiske kvinder ikke er en offentlig opgave.

Finn Ziegler er public affairs-chef

Kilde: