Ingen ligestilling blandt ligestillingsordførere

Af Ole Birk OlesenLigestillingsdebatten i Danmark handler i høj grad om, at udvalgte stillinger i samfundet bør besættes af lige mange kvinder som ...

Slettet Bruger,

28/01/2008

Af Ole Birk Olesen

Ligestillingsdebatten i Danmark handler i høj grad om, at udvalgte stillinger i samfundet bør besættes af lige mange kvinder som mænd, f.eks. i virksomhedernes bestyrelser. Men blandt de politikere, der tegner partierne på området, er kønsfordelingen mindst lige så skæv som i de virksomheder, der kritiseres for ikke at gøre nok for at få kvinder frem. Hos Folketingets ligestillingsordførere er det bare omvendt - her er det kvinderne, som har taget magten.

Syv ud af otte ligestillingsordførere er kvinder. Ny Alliances Naser Khader er ene hane i kurven, og det udgør et problem for den såkaldte ligestillingskamp, siger mande- og ligestillingsforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitetscenter. Han mener selv, at ligestillingskampen faktisk handler om en mere retfærdig indretning af samfundet for både kvinder og mænd. Men han erkender, at det blandt mænd er "en udbredt opfattelse", at ligestillingsdebatten i Danmark mest drejer sig om kvinder, der varetager deres egne helt egoistiske interesser, fremfor at efterspørge en større retfærdighed.

"Den opfattelse tror jeg helt sikkert kan forstærkes af kønsfordelingen blandt ligestillingsordførerne. Det er i hvert fald ikke med til at fremskynde den modsatrettede proces," siger Kenneth Reinicke til 180Grader.dk og fortsætter:

"Hvis du spørger mange mænd om, hvem ligestillingskampen gavner, så vil de svare, at det er kvinder, og de vil sige, at det handler om magt, som mænd skal afgive til kvinder. Og de har svært ved at se, hvorfor de lige skal deltage i det. Kønsfordelingen blandt ordførerne på området kan være med til at bekræfte dem i den opfattelse."

Kvindelige ordførere vil ikke vige pladsen
Blandt de kvindelige ligestillingsordførere er der dog ikke den store lyst til at vige pladsen for en mand.

"Så skal vi jo gøre det i alle udvalg. I den ligestillingsstrategi, som vi har, der skal ligestillingen ikke bare foregå i et hjørne, men tænkes ind overalt. Så må man sige, at så skal skatteordførerne også være ligeligt fordelt," siger SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, til 180Grader.dk.

I Enhedslisten insisterer man også på partiets ret til at at bidrage til den skæve kønsfordeling blandt ligestillingsordførerne. Ordfører Johanne Schmidt-Nielsen mener, at det først og fremmest er de andre partier, som må rette op på problemet.

"I Enhedslisten var vores foregående ordfører en mand, og så vidt jeg ved, har vi kun haft mandlige ligestillingsordførere indtil nu. På den måde giver det god mening, at det nu er en kvinde, som sidder på posten," siger Johanne Schmidt-Nielsen.

[email protected]

Kilde: