Af Henrik Gade Jensen
En af de største fejltagelser er at sætte en modsætning op mellem økonomi og værdier. Eller mellem ånd og penge.Borgerlig kulturkamp handler først og fremmest om at få genskabt et stærkt
civilsamfund og en mere begrænset stat. Ikke på én front, men på alle fronter.
Visionen er et samfund, hvor borgernes valg slår stærkere igennem og bliver
mere bestemmende for, hvad der produceres i samfundet. Og det gælder både med
hensyn til kunst og kultur og alle andre forbrugsgoder.
Målet er så meget direkte demokrati som muligt, hvor borgernes præferencer
får en direkte indflydelse på, hvad og hvor meget der produceres. Også indenfor
kunst og kultur, hvor det alt andet lige er at foretrække, at borgernes valg af
f.eks. kunst, film, teater og litteratur er bestemmende for udbuddet.
Velfærdsdemokratiet er et indirekte demokrati, hvor staten beslaglægger
borgernes penge og så omfordeler ud fra sine kriterier. Det er ikke liberalt.
Det er formynderisk.
Borgerligheden har samtidig altid været spendabel. Det er borgerligt at gå i
teatret og på kunstudstillinger og betale for det. Det er borgerligt at yde
mere end at nyde.
For venstreorienterede, kulturradikale og hvem der måtte opfatte sig i
opposition til det liberale eller konservative Danmark burde det være en glæde,
at liberal-borgerlig kulturpolitik ikke består i et ønske om at erstatte én
slags kulturpaver med en anden slags. Det består i at undgå kulturpaver. Og
lade folk selv bestemme.
Det var det, som statsminister Anders Fogh Rasmussen lagde op til i sin
første regeringsperiode: opgør med smagsdommere. Ikke andre smagsdommere, men
ingen smagsdommere. Fordi borgerne skal være dommere i eget liv.
Det ville være en Pyrhussejr for borgerligheden at få placeret borgerlige
ideologer til at forvalte velfærdsstaten. Det er derimod en sejr for borgerlig
kulturkamp at få fremmet det direkte demokrati, så borgernes stemmer bestemmer
mere suverænt, hvad der opføres på teatrene og trykkes af digtere. Ligesom
forbrugerne bestemmer, hvad der skal ligge i kølediskene og på hylderne i
supermarkedet.
Et middel hertil er selvfølgelig at få nedsat skatter og afgifter. Hvor
meget og hvordan og i hvilket tempo kan altid diskuteres. Personligt forarges
jeg mest over, at skulle betale afgift til staten for at få vand og aflede
vand. Og at familiens bil skal brandbeskattes. Men for landets ve og vel
betyder skatten på arbejdet langt mere, siger økonomerne. Det er den, der
blokerer for danske virksomheders vækst, og som på lang sigt motiverer unge
mennesker til at emigrere i deres mest produktive alder.
Den borgerlige værdikamp drejer sig om at holde fast i målet: et samfund af
borgerne med penge på lommen frem for et samfund af klienter, der kun kan få
velfærdsgoder ved at stemme sig til dem på valgdagen.
Det er også fundamentet for så godt som al anden borgerlig værdikamp.
Pengene ligger bedst i borgernes lommer, lød et gammelt konservativt slogan.
Det er simpelt og rigtigt. Når der i dag fødes et barn, vil det i gennemsnit
koste skatteyderne 800.000 kr. over sit liv. Velfærdsstaten har genindført
arvesynden, når babyer i dag fødes med gæld. Minus 800.000 står der på
bankkontoen ved fødslen!
Borgerlighed er hverken ideologisk eller ekstremt. Selvfølgelig skal der
betales skat og selvfølgelig har stat og kommune opgaver at varetage. Men målet
og visionen er et stærkt og dominerende samfund, som skabes af at borgerne kan
disponere over en større del af deres indtægt end i dag. Det giver også et mere
socialt og sammenhængende samfund, hvor borgerne, f.eks. mellem generationerne,
i stigende omfang henvises til hinanden frem for til staten.
Det er lidt af et levn fra socialismens dage, at der skulle være en
modsætning mellem økonomi og kultur. Det onde ved markedet var, at det
underlagde alle relationer en markedsværdi. Bytteværdien usurperede
brugsværdien, hed det i Marx-exegesens dage. Det gode og oprindelige, behovene,
blev sat på vareform. Systemverdenen dominerede livsverdenen. Profitten blev
sat i centrum frem for menneskene. Der må ikke tjenes penge på folks sygdom.
Borgerlig værdikamp består også i at holde fast i, at der ikke findes en særlig værdikamp ved siden af økonomien. Der findes ikke beslutninger, der er rene moralske eller miljømæssige og som ikke må afvejes økonomisk. For det er det samme som at sige, at de må koste hvad som helst. En blanko-chek til værdierne.
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS.
