Ingen øget frygt hos danskerne efter terrorafsløringer

37 procent af danskerne anser det for sandsynligt, at der kommer et terrorangreb mod Danmark, viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for...

Slettet Bruger,

01/11/2009

37 procent af danskerne anser det for sandsynligt, at der kommer et terrorangreb mod Danmark, viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken. Tallet er præcist det samme som i en tilsvarende måling foretaget i 2004 efter terrorangreb i Madrid, hvor mere end 200 mennesker mistede livet, skriver politiken.dk.

At afsløringen af konkret planer mod Danmark ikke får flere danskere til at frygte terror, skyldes ifølge flere forskere, at befolkningen kan se, at efterretningstjenesters arbejde fungerer.

"De seneste år har PET og andre peget på, at Danmark er poppet op hos terroristerne som et synligt mål. Men på den anden side har vi også et billede af, at systemerne virker, når nogle prøver at få ram på os. Så man kan sige, at trusselsniveauet er steget, men der er styr på tingene," siger Peter Viggo Jakobsen, lektor i forsvars- og sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, til politiken.dk.

Han støttes af terrorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, der gør opmærksom på, at de tidlige afsløringer af terrorplaner gør, at Danmark ikke har været tæt på "et stort gennemført angreb".

"Mange danskere siger derfor: ja, der er en større terrortrussel, men der er også et bedre beredskab. Med politikerne er det anderledes, de overreagerer altid. Det er dog okay, for de har en rolle som ansvarlige for befolkningens sikkerhed. Flere politikere sagde da også straks efter den seneste trussel mod Jyllands-Posten, at vi skulle gøre mere mod terror, mens vi andre kunne sige: Hvorfor egentlig det, for beredskabet virker jo?," siger Lars Erslev Andersen til politiken.dk.

[email protected]

Kilde: