Indvandrere falder for 300-timers reglen

Slettet Bruger,

21/05/2007

311 ægtepar fik pr. første maj i år fjernet den ene ægtefælles kontanthjælp. Fratagelsen skyldes reglen om, at ægtepar skal arbejde mindst 300 timer i løbet af to år, der trådte i kraft den første april i år. Det viser en rundspørge til landets 98 kommuner foretaget at Politiken. 45 kommuner svarede.

Reglen er ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen indført for at hjælpe hjemmegående kvinder med anden etnisk baggrund ud på arbejdsmarkedet.

"Det er den virkelige tragedie i denne sag; at mange kommuner har ladet alt for mange indvandrerfamilier forblive i isolationen, i stedet for at trække dem ud af lejlighederne, ud i arbejdslivet," siger han til Politiken.

Men virkningerne af ordningen er ikke slået fuldt igennem endnu til trods for, at 200 personer på kontanthjælp ifølge undersøgelsen har fået fast arbejde som følge af 300-timersreglen. Udover de 311 ægtepar, der første maj fik fjernet den ene ægtefælles kontanthjælp risikerer 524 familier at miste støtten i nær fremtid, hvis ikke den ene af ægtefællerne finder et arbejde.

Til trods for at ordningen i sin første måned har skaffet 200 personer i fast arbejde, frygter socialrådgivere og socialchefer i kommunerne reglens indvirkning på særlig indvandrerfamilier, som de frygter kan risikere at ende på gaden.

"Vi skal huske, at hver eneste gang vi rammer forkert og tager støtten fra en familie, som seriøst gerne vil i arbejde, men ikke kan komme det - så risikerer vi at skabe en social tragedie," siger socialchef i Rødovre Kommune, Ole Pass.

bach

Kilde: