Af Andreas Junge
Andreas Junge er cand. oecon og partner i VBM Training PartnerCirka hver anden dag på vej til arbejde bliver jeg tilbageholdt af en mand eller en kvinde, der med en raslebøsse som våben afhører mig om, hvorvidt jeg "vil stoppe myrderierne i Darfur", om jeg "går ind for, at de sultende børn i Etiopien skal have en uddannelse", eller om jeg vil "standse udryddelserne af de sidste gibbonaber i Amazon junglen". I søndags ringede det på min dør, og da jeg søvndrukken åbnede døren, stak en korpulent kvinde en raslebøsse i hovedet på mig og spurgte mig, med den frelstes selvretfærdige smil, om jeg "gik ind for at stoppe volden mod kvinder".
"Nej," havde jeg lyst til at svare. "Nej, jeg går ind for skånselsløs vold mod ALLE kvinder, og jeg har tænkt mig at starte med at tvære dit selvfede smil ud over dit fede ansigt, hvorefter jeg vil stjæle din raslebøsse og bruge provenuet fra din godhedsindsamling til min voldtægtslignende købe-udnyttelse af indsmuglede kvinder fra Sydtjekkiet." Jeg nåede dog at besinde mig og mumlede i stedet, at jeg netop havde praktiseret, hvad hun prædikede, og at jeg egentlig gerne ville tilbage i seng og pleje mine moralske tømmermænd.
Senere kom jeg til at tænke på, at jeg burde have tilladt min vrede at finde vej og alligevel have ytret mig, sådan som jeg først lystede. Ikke fordi at et sådant udbrud ville bidrage synderligt til at stoppe den vold, der finder sted mod kvinder, men fordi jeg på den måde ville hjælpe raslebøssekvinden med at opretholde sit skrøbelige verdensbillede. Et verdensbillede som i sin helhed går ud på, at der kun findes to mennesker på kloden: Den gode som går ind for at stoppe volden mod kvinder, og den onde som går ind for at tæske løs på kvinder. Et sådant verdensbillede er selvfølgelig så latterligt naivt, at det er underlagt en konstant trussel om sammenbrud. Det er så ufattelig svært, at finde nogle der IKKE vil "stoppe volden mod kvinder" (sikkert også blandt de få som rent faktisk går og tæsker kvinderne), at det for alle andre end de dybt katatoniske må være svært at opretholde illusionen.
Desværre er dyrkelsen af det, som debattøren Mikael Jalving kalder "godhedsfundamentalismen", ikke begrænset til frelste amatører med raslebøsser. Godhedsfundamentalismen repræsenterer et verdensbillede, som konstant bliver opretholdt af en gigantisk industri af dybt professionelle politikere med hjælp fra deres spin-doktorer, embedsmænd, bureaukrater, administratorer, sagsbehandlere, magistratsansatte, forvaltere, tilsynsførende, kontrollører og arbejdsmarkedsrepræsentanter. Hertil kommer store dele af medie-industrien med deres godhedsjournalister samt i stigende grad private virksomheder som fx Novo Nordisk og Novozymes, der desperat forsøger at overbevise deres ansatte og offentligheden om, at de tænker meget mere på at udsprede godhed end på at tjene penge.
Godhedsfundamentalisterne bruger få, men velvalgte prædikener som gentages i det uendelige. Fælles for disse prædikener er, at de fundamentalt set er uimodsigelige for alle, der ikke ønsker at blive opfattet som "onde". Af samme grund bliver prædikenerne selvfølgelig indholdsløse, hvilket er det bedste bevis på, at de ikke tjener det formål at opretholde nogen form for godhed, men derimod det formål at opretholde godhedsprædikanternes position. Først og fremmest er det godhedsprædikanternes position som garant for godheden, der skal opretholdes, uanset hvor mange skattekroner det måtte koste.
Det bedste eksempel og den mest brugte af disse godhedsprædikener er "velfærdprædiken". Ordet "velfærd" betyder vel egentlig bare, at det må gå én vel på sin færd. Med andre ord, at det skal gå dig godt i livet. Politikerne kappes uden undtagelse om at "garantere" velfærden. Som alle andre prædikanter forsøger de at overbevise dig om, at de er bedre til at garantere, at det går dig godt i livet, end du selv er. Det eneste du skal gøre for at opnå denne "garanti" er at give over halvdelen af den værdi, som du skaber, og som reelt kan bidrage til en god færd gennem dit liv til "velfærdsstaten", det vil sige til godhedsprædikanterne. Hvis du skulle få den kætterske idé, at du selv vil bestemme over dit liv og over frugterne af dit arbejde, er du selvfølgelig "ond". "Skattelettelser eller Velfærd", Ondskab eller Godhed lyder parolerne, som gentages i det uendelige som en slags sekterisk opskrift på hjernevask.
Pointen er selvfølgelig, at hvis det skal gå dig godt i livet, hvis du skal have velfærd i dit liv, så må du holde op med at overlade det til godhedsprædikanterne, du må gennemskue deres godhed, for hvad den er - et skuespil der skal sikre, at godhedsprædikanterne selv får velfærd.
