IT-fagforening: Terrorloven krænker borgernes privatliv

Folketingets politikere skal passe på med at lade terrorlovens bestemmelser om hemmelig aflytning sprede sig til andre områder, mener PROSA, forbun...

Slettet Bruger,

18/04/2009

Folketingets politikere skal passe på med at lade terrorlovens bestemmelser om hemmelig aflytning sprede sig til andre områder, mener PROSA, forbundet af IT-professionelle. Det skriver Politiken.

Advarslen kommer i forlængelse af et nyt lovforslag, der skal sikre politiet en udvidet mulighed for telefonaflytning i sager om personfarlig kriminalitet. Det er dog ikke kun den enkelte mistænkte som skal kunne aflyttes, men også personens arbejdsgivere, venner og familie. Lovforslaget er kommet i forbindelse med bandekrigen og udvider de muligheder for hemmelig aflytning, som blev vedtaget med Terrorpakke 2 i 2006.

"De pæne samfundsborgere har jo intet at frygte. Men grundlæggende menneskerettigheder kan komme under angreb. Og det opbyggede tekniske logningssystem vil kunne bruges uden problemer som et Stasi-lignende værktøj, hvis Danmark på et tidspunkt får et mere udemokratisk politisk klima," siger Niels Bertelsen, formand i PROSA, til Politiken.

"Under dække af at bevare demokratiet er vi stille og roligt ved at afskaffe det. Derfor er det vigtigt med en folkelig debat om, hvor grænserne bør gå," fortsætter han.

Niels Bertelsen peger også på konsekvenserne af logningsbekendtgørelsen, som er en del antiterrorpakken. Denne bekendtgørelse kræver, at tele- og internetudbydere gemmer oplysninger om, hvilke hjemmesider og telefonnumre deres kunder har besøgt og ringet til.

"Staten kan få indblik i intime og private oplysninger, som vi hidtil har haft ret til at beskytte. Med den omfattende telelogning følger også en glidebane, hvor borgernes ret til et digitalt privatliv hele tiden udfordres," siger han, og fortsætter:

"Vi risikerer at ende et sted, hvor et antiterror-værktøj anvendes til at snage i borgernes privatliv. Når mangemillions-investeringen nu er foretaget, hvorfor så ikke bruge den til at overvåge borgerne noget mere - så få man mere for pengene."

Justitsminister Brian Mikkelsen afviser anklagerne.

"Jeg er ikke enig med dem, der mener, at vi her i landet er i færd med at smide retssikkerheden ud med badevandet. Man skal passe på med ikke at overdrive bekymringerne," siger ministeren ifølge Politiken.

[email protected]

Kilde: