Hvorfor må man ikke være tigerfarmer?

Af Lotte Noer

Lotte Noer er jurist og arbejder som advokatfuldmægtig

Verdensnaturfonden kalder til kamp mod kommercielt opdræt af tigre i Kina til brug for traditionel medicin. Fonden frygter for artens overlevelse, men det er en refleks-reaktion ud fra devisen om, at det der er økonomisk givtigt ikke kan være gavnligt. At det er amoralsk at tjene gode penge på en god sag. Gode gerninger skal gøres af et godt hjerte uden øje for den gode forretning. Hvad nu, hvis det ikke er rigtigt?

Nogle driftige kinesere ønsker at opdrætte tigre kommercielt. Faktisk er de allerede godt i gang. Der går efter sigende lige nu 4.000 kommercielt opdrættede tigre rundt på tigerfarme i Kina. Så snart tilladelsen til kommerciel udnyttelse gives, kan de slagtes og sælges. Taget i betragtning, at nogle tigre er så sjældne, at de ikke kan finde hinanden og yngle og derfor er i fare for at uddø, synes jeg da nok, at 4.000 tigre er interessante.

Bliver man mon rig som tigerbonde? Man har et dyr, som efter slagtning kan anvendes fuldstændigt. Skindet er særdeles eftertragtet, kødet kan spises og knogler, indvolde m.v. anvendes i traditionel kinesisk medicin. Intet går til spilde. Selvfølgelig er det en god forretning, og hvad så. Hvad nu hvis det er muligt at styrke tigrens overlevelsesevne som art og samtidig tjene gode penge?

Hvad sker der med tigrene, når det - helt lovligt - bliver muligt at udnytte deres kommercielle værdi som salgbar vare? Man kunne, lidt næsvist spørge, hvad der sker med andre dyr, som opdrættes med et kommercielt formål? De forsvinder ikke. Intet almindeligt husdyr - så som grise, køer og mink - er nogensinde i fare for at uddø som race. Det er der den simple grund til, at de producenter, der lever af at opdrætte dem, passer på dem på samme måde som enhver fabrikant passer på sit produktionsapparat. Den lovlige kommercielle værdi kan altså være med til at skabe økonomiske incitamenter til at passe på en art. Dertil kommer muligheden for at kanalisere en del af overskuddet fra den kommercielle udnyttelse over i vildtplejeprogrammer.

I dag synes tigrenes overlevelse at være baseret på en ulige kamp mod krybskytter. Krybskytter, der udelukkende tager chancen, fordi der er ekstremt mange penge i døde tigre. Og prisen hænger sammen med det nuværende forbud mod salg, fordi det hindrer markedsadgangen og dermed udbuddet. Når udbuddet af tiger til salg falder, stiger prisen og dermed krybskytternes engagement. I dag støtter skrupelløse bagmænd krybskytteri. Det er en risikofyldt investering. Hvis de lovligt kunne opdrætte tigre, ville det være en langt mere sikker investering, og de ville gøre det i stedet. Med andre ord er det et realistisk scenario, at de kommercielle tigre vil udkonkurrere de illegale.

Det er veldokumenteret at tigerbestanden på verdensplan er lav, og at arten er i fare for at uddø. Det er klart, at salg af tiger-produkter fra vildtlevende dyr skal begrænses for at redde bestanden. Men at det skulle hænge sammen med kommercielt opdræt af dyr i fangenskab er ikke åbenbart. Faktisk er certificeret dyrkning og salg netop en af de metoder, man anvender inden for handel med sjældne træsorter. I stedet for at se kommercielt opdræt som et problem for vildtlevende tigere, skal det måske snarere ses som en del af løsningen. Til gavn for tigeren, verdensøkonomien og alle, der ville elske at gå i en pels med striber.