Hvordan det offentlige spildte et år af min ungdom

Af Rasmus JarlovHvis nogen tror, det tjener patienternes interesse at holde privathospitalerne nede, kan de aldrig have prøvet at være patient i de...

Slettet Bruger,

28. maj 2009

Af Rasmus Jarlov

Hvis nogen tror, det tjener patienternes interesse at holde privathospitalerne nede, kan de aldrig have prøvet at være patient i det offentlige. Lad mig give et eksempel på alt, hvad der er galt med det offentlige system:

For halvandet år siden fik jeg en simpel knæskade til en fodboldkamp. Behandlingen af den slags skader er simpel og rutine. En konsultation, en skanning og en kort operation er alt, hvad der skal til. I alt et par timers arbejde for sundhedsvæsenet. I en effektiv verden ville jeg være igennem forløbet på en uge.

Den verden befinder vi os desværre ikke i. Velkommen til Velfærdsdanmark:

Først skal jeg besøge min praktiserende læge. Det går naturligvis ikke, at jeg går direkte til en knæspecialist. Hvorfor nøjes med ét lægebesøg, når man kan få to. Begge skal naturligvis ligge i arbejdstiden. Gerne midt på dagen og med en times ventetid, inden jeg kommer til.

Der går et par uger, inden knæspecialisten har tid. Han kan så fortælle mig, at jeg har ondt i knæet. Tak for oplysningen.

Kan jeg så blive skrevet op til en skanning? Nej, klap lige hesten. Først skal jeg besøge en fysioterapeut og igennem et par måneders træning. Det kan jo være, det går væk af sig selv, og at jeg bare er pylret. På trods af at jeg ellers ikke har været hos lægen i 10 år.

Da det endelig lykkes at blive skrevet op til en skanning, er der fire måneders ventetid. Skanningen viser så som forventet, at knæet skal opereres. Jeg bliver skrevet op til en operation. Jeg får dog ikke nogen tid med det samme. Det tager nemlig hospitalet fem uger at booke en tid i kalenderen. Da jeg endelig får en aftale, er det kun til en forundersøgelse. Jeg ringer og spørger, om jeg ikke også kan blive skrevet op til selve operationen med det samme. Svaret er nej. En ting ad gangen. Jeg kan se frem til yderligere et par måneders ventetid efter forundersøgelsen.

Nu er det efterhånden lykkedes det syge offentlige væsen at spilde ni måneder af min ungdom. Jeg har taget fire kilo på og er frustreret. Jeg kaster håndklædet i ringen og tager den beslutning, jeg burde have truffet fra starten. Jeg henvender mig hos Parkens Privathospital.

Det er som at komme fra helvede til himmelen. Lige pludselig sker der noget. Jeg bliver opereret indenfor en uge. Hurtigt, effektivt og i skærende kontrast til det administrative mareridt, jeg har været igennem i månedsvis hos det offentlige.

Farcen i det offentlige er ikke helt slut. Da jeg ringer for at melde afbud til det offentlige hospital, er det ikke til at komme igennem. De har ikke tid til at tage imod afbud. Jeg får at vide, at hvis jeg absolut vil melde afbud, skal jeg ringe igen næste dag mellem kl. 8 og 9, hvor afdelingssygeplejersken (måske) er til stede.

Debatten om privathospitaler kører på livet løs. Man kan diskutere takster og andre tekniske handelshindringer frem og tilbage. Der er selvfølgelig også dårlige oplevelser med privathospitaler. Det rokker ikke ved, at et rent offentligt sygehusvæsen uden privathospitaler er en dybt menneskefjendsk opfindelse, der kun ville være Sovjetunionen værdig.

Det offentlige sygehusvæsen lider af en lang række sygdomme, som det aldrig selv vil kunne kurere. Det kan kun markedet. Der er himmelråbende forskel på at være kunde i det private og klient i det offentlige. Det ene sted er patienterne mest til besvær. Det andet sted er kundetilfredshed afgørende for at tjene penge. Det mærkes på ufatteligt mange måder.

Lægernes tid er meget højt værdsat i det offentlige. Man vil hellere sætte en patient til at miste halve og hele arbejdsdage end at spilde en læges tid med en konsultation, som måske kan være overflødig. Hellere sende mig på et fuldstændigt overflødigt visitationsbesøg hos en praktiserende læge end risikere, at jeg henvender mig hos en speciallæge uden grund. Det ville ikke ske i et privat system, hvor også speciallægerne ville ønske at få kunder.

Det offentliges fokus er at få flest mulige operationer for pengene. Det er en helt forkert tankegang. Det gælder om at få patienterne hurtigst muligt igennem systemet. Det duer ikke, at den administrerende sygeplejerske lader mig vente i fem uger, før hun får samlet nok henvisninger sammen til, at hun kan bruge en hel eftermiddag på at booke aftaler. Det er måske nok mere effektivt for hendes arbejdsgang, at hun kan ordne alle aftaler på en gang. Men det kan ikke forsvares at spilde en måned af patienternes tid på denne måde. Det ville ikke ske i et privat system, hvor jeg for længst ville have fundet et andet hospital, hvis sagsbehandlingen var så langsommelig.

Endelig er det offentlige system mistroisk og nedladende overfor patienterne. Det er simpelthen en nødvendig følge af, at ydelserne er gratis. Der er altid overforbrug af gratis ydelser. Lægerne må derfor bruge energi på at sortere hypokondere fra. Det medfører en formynderisk og nedladende behandling. Problemet eksisterer slet ikke i et privat system. Folk overforbruger ikke ydelser, de selv betaler for.

Den offentlige sektor og dens fagforeninger kæmper indædt mod privathospitalernes indmarch. Det er naturligt at kæmpe for at bevare en monopolstilling. Forhåbentlig vil kampen mislykkes.

Finansieringen kan vi altid diskutere. Jeg vil meget gerne selv betale for behandling, hvis jeg kan få lavere skat. Jeg har heller ikke noget imod også at betale til værdigt trængende. Bare jeg kan blive behandlet på et privathospital og for Guds skyld slippe for at blive trukket igennem offentlige systemer igen.

Rasmus Jarlov er konservativ folketingskandidat og suppleant til Københavns Borgerrepræsentation