Hvert 10. job passes af en udlænding

Slettet Bruger,

03/12/2007

Udlændinge får arbejdstilladelser i Danmark som aldrig før. I øjeblikket tjener mindst 250.000 udlændinge deres penge i landet, hvilket er en stigning på næsten 50.000 i forhold til sidste år. Det viser en opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ifølge Politiken. Der er i øjeblikket mere end 2,8 millioner voksne beskæftiget på det danske arbejdsmarked.

Det er både mennesker fra Sverige, Tyskland og Østeuropa, der har deres gang på det danske arbejdsmarked, og det har været med til at fastholde det økonomiske opsving.

"Hvis ikke vi havde fået medarbejdere fra udlandet, havde vi allerede nu været i en situation, hvor vi havde haft massiv løninflation og været på vej til at miste konkurrenceevne og velfærd," siger DA-direktør Jørn Neergaard Larsen til Politiken.

Lettere adgang
Trods den store tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft så virksomhederne gerne, at adgangen til Danmark blev lettere.

"Vi har omkring 60.000 ubesatte stillinger. Det betyder, at vi hver eneste dag mister vækst og velstand," siger Jørn Neergaard Larsen.

Hos fagbevægelsen har man dog svært ved at se det positive i den store udlændingebeskæftigelse.

Utilfreds fagbevægelse
"Vores indtryk er, at størstedelen af de danske arbejdsgivere, der opretter en udenlandsk virksomhed, gør det for at dumpe lønnen," siger formand Palle Bisgaard fra Træ, Industri, Byg (TIB).

Hos TIB oplever man ofte at blive kontaktet af udenlandske arbejdere, der ikke har fået løn.

"Problemet er, at de som regel først henvender sig, når det hele er brudt sammen. Så er det svært for os at gøre noget, fordi der ikke er nogen overenskomst," siger Palle Bisgaard til Politiken.

[email protected]

Kilde: