Hver tiende får førtidspension p.g.a. "stress"

Førtidspensionen blev muligvis indført med de fysisk nedslidte i tankerne, men i dag er det andre ting, der får danskerne til at søge tidlig forsør...

Slettet Bruger,

28/02/2008

Førtidspensionen blev muligvis indført med de fysisk nedslidte i tankerne, men i dag er det andre ting, der får danskerne til at søge tidlig forsørgelse på statens regning. Næsten hver tiende førtidspension i 2007 blev tildelt på grund af stress, hvilket gør det til den mest populære pensions-årsag. Det skriver Dansk Arbejdsgiverforenings blad, Agenda.

Overlæge i psykiatri, Jes Gerlach, der også er formand for PsykiatriFonden, mener, at årsagen til stigningen er, at psykiatere i højere grad gør brug af diagnosen stress.

"Da jeg var ung læge, fandtes stressdiagnoserne slet ikke. Der blev man placeret som depressiv eller hysterisk eller lignende. Nu er disse diagnoser langsomt ved at blive integreret i den psykiatriske kultur. Jeg tror, at udviklingen vil fortsætte i årene fremover, og vi vil se flere tilfælde, fordi patienterne så at sige bliver placeret i de rigtige kasser," siger han til Agenda.

"Moderne at være stresset"
Professor i ledelse fra Handelshøjskolen i København, Ole Thyssen, mener, at den store opmærksomhed omkring stress får flere til at føle, at de nok er stressede.

"Det er blevet legitimt, ja nærmest moderne, at være stresset og at have de sygdomme, der kan følge med. Og det bliver betragtet som et kollektivt anliggende og ikke som et personligt ansvar. Jeg benægter ikke, at der er reelle stressbaserede lidelser, men hvad der tidligere var et mere eller mindre normalt ledsageprodukt af livet har nu fået sit helt eget liv, og det sygeliggør folk. Det fokus er opstået, fordi rigtig mange mennesker i dag lever af at behandle og oplyse om stress. Men da reklamer ikke er lovlige i den branche, må man pakke reklamerne ind som information og oplysning," siger han til Agenda.

[email protected]

Kilde: