Hver tredje NA-vælger er tilbage hos Venstre og Konservative

Ved folketingsvalget skiftede de fra Venstre og de Konservative til Ny Alliance, men nu er de tilbage i folden igen

Slettet Bruger,

03/03/2008

Ved folketingsvalget skiftede de fra Venstre og de Konservative til Ny Alliance, men nu er de tilbage i folden igen. Hver tredje af Ny Alliances vælgere ved valget i november 2007 siger nu, at de vil stemme på Venstre eller de Konservative, viser en Gallup-måling for Ugebrevet A4.

"Mange af partiets vælgere føler sig formodentlig snydt og bedraget, så deres bitterhed mod partiet er formodentlig så stor, at de aldrig vil overveje at stemme på partiet igen. Jeg tror, at der skal gå rigtig lang tid og ske rigtig meget, for at Ny Alliance igen får vind i sejlene," siger valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet til Ugebrevet A4.

Han foruder, at andre - belært af Ny Alliances fiasko - vil tænke sig om en ekstra gang, før de stifter et nyt parti.

"Nu har man prøvet med Ny Alliance. Det var endda et parti, som der var stor tiltro til. Men det gik ikke. Så selvom vælgerpotentialet måske er der, så har jeg meget svært ved at se nogen, der skulle kunne løfte opgaven. Jeg tror simpelthen ikke, at der vil opstå et nyt parti inden for overskuelig fremtid," siger Johannes Andersen.

Kun 41 procent af Ny Alliance-vælgerne vil fortsat stemme på det kriseramte parti. 19 procent vil stemme på Venstre og 9 procent på de Konservative.

[email protected]

Kilde: