Af Karsten Skawbo-Jensen
Hvad skal Gud i politik? Absolut ingenting, vil de fleste danskere nok mene. Der findes mange afskrækkende eksempler i historien på uhellige alliancer mellem politik og religion, og der er tilmed en larmende nutid i form af Hizb ut-Tahrir, der marcherer på Nørrebro og i Allahs navn vil erstatte det vestlige demokrati med et præstestyre efter iransk forbillede. Men også mindre betydelige forhold gør nogle forlegne eller forstemte: Enhedslistens folketingssuppleant Asmaa Abdol-Hamid som insisterer på at optræde på Folketingets talerstol iført sit muslimske tørklæde, den kælne God-bless-you-all-diskurs i amerikansk politik, den franske præsident Sarkozys flirt med katolicismen osv. Blandingen politik/religion er en eksplosiv og upopulær cocktail med fornyet aktualitet.På sit ugentlige pressemøde den 26. februar i år sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen: "Jeg tror, at det ville tjene mange gode formål i det danske samfund, hvis det offentlige rum var befriet for religiøse manifestationer." I et luthersk land står vi fast på at skelne mellem det religiøse og det verdslige. Gud skal have, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er. Det er til at have med at gøre, og så kan vi alle færdes frit i det offentlige rum.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har en pointe i, at ydre gebærder og manifestationer kan skabe uro og skel mellem mennesker. Hos os er vi blufærdige i trosspørgsmål, og vi er mest vant til at bære troen indeni. Vi viger - nogle gange med held - tilbage fra at dele folk op i rene og urene, og de færreste slæber rundt på store trækors som Moses Hansen. Og at argumentere for et politisk eller militært initiativ ved hjælp af f.eks. et gammelt skriftsted fra Bibelen, Toraen eller Koranen er håbløst, den køber danskerne ikke. Så langt, så godt.
Som konservativ vil jeg dog gerne slå et slag for, at en indre religiøsitet hos mennesker ikke nødvendigvis er en dårlig egenskab eller bør være et tabu. Religion kan faktisk præge livsholdningen og dermed den politiske holdning positivt. Af værdier i kristendommen som er gode for samfundet, vil jeg pege på forpligtelsen over for medmennesket, omsorgen for syge og fattige og ønsket om fred og fordragelighed mellem mennesker. Det er idealer, som vi ikke har nået, selv ikke i et rigt samfund som det danske. Hver dag ligger der et stort arbejde foran os, og der er ingen facitliste.
Jesus gav ikke love for samfundets indretning, og netop derfor er det hverken lusket eller truende, at Christiansborg rent arkitektonisk via en kirkeløngangsbygning hænger sammen med Slotskirken, hvor i øvrigt de ministre og folketingsmedlemmer, som har lyst, mødes til en gudstjeneste den første tirsdag i oktober, inden det nye folketingsår begynder. Folkekirken har intet kirkeråd eller synode, som kan banke andre oven i hovedet med en bestemt, autoriseret udlægning af en bibelsk tekst. Ingen kan tale på kirkens vegne og på den måde kapre den offentlige debat.
Med andre ord: Gud skal ikke ind i politik, men Gud må meget gerne stå bag politik som en inspiration, som en moralsk impuls og som en modererende stemme. Faktisk kan det gå frygtelig galt, hvis Gud hældes ud med badevandet. Billederne af opløste lig med plastikposer over hovedet på Pol Pots "killing fields" står for altid printet på nethinden. Af bitter erfaring ved vi, at fremskridt og idealisme kan trække blodspor efter sig. Guillotinerne, Gulag-arbejdslejrene og gaskamrene var bl.a. resultatet af Den Franske Revolutions sekulariseringsfundamentalisme og religionserstatningerne kommunisme og nazisme. Vi rammer forbi skiven uden kristne begreber som synd, skyld, anger og tilgivelse, men de er en torn i øjet på dem, som dyrker drømmen om det emanciperede menneske.
Marxismen har tendens til at nøjes med et indskrænket materialistisk menneskesyn. Mennesket er en social og kulturel konstruktion. En kerne, et personligt ansvar, er ret ligegyldigt, og findes der undtagelsesvis svigt mellem mennesker, måske endda ondskab, kan det naturligvis altid ad snirklede veje føres tilbage til nedskæringer orkestreret af de borgerlige. I et tv-program afslørede et skjult kamera en sosu-assistent, der pralede med, at hun mødte kl. 6 søndag morgen og sad og så tv og drak kaffe og først tillod de psykisk handicappede beboerne på bostedet at stå op ved 10-11 tiden. Der var tale om en anløben moral hos denne medarbejder, måske kombineret med ledelsessvigt, men venstrefløjens svar var som sædvanligt: Send flere penge! Men hvis der ikke er en følelse af skyld, følger ingen anger og refleksion hos den enkelte, og så fortsætter alting blot på samme skæve måde.
Der er to rigtig gode grunde til, at præcis kristendommen er eminent som religion for politikere og andre magtudøvere. For det første slår kristendommen fast med syvtommersøm, at alle, også magtens mennesker, er syndere, ikke guder. Politik føres i det verdslige domæne, hvilket behændigt stiller sig i vejen for æstetisering og guddommeliggørelse. Dette skulle gerne give en vis ydmyghed og ansvarsfølelse og lidt mindre egoisme og forfængelighed. Og for det andet forhindrer kristendommen politikerne i at agere skabere, der med overlegen politisk ingeniørkunst skal kreere et paradis på jord. Mennesker er skabninger, også fremtrædende visionære politikere, kun Gud er skaber. Store projekter for menneskehedens skyld har det med at ofre de enkelte mennesker. Verden er mere kompleks, end en ideologi, en utopi eller en femårsplan kan gennemskue.
Hvor kristendommen virker efter hensigten bliver samfundet - alle dets mangler og fejl ufortalt - et demokrati. Eller som Ronald Reagan sagde, umiddelbart før han blev valgt til USA's præsident for anden gang: "Sandheden er, at politik og moral er uadskillige. Og eftersom moralens grundlag er religionen, står religion og politik nødvendigvis i forbindelse med hinanden. Vi har brug for religionen som ledetråd. Vi har brug for den, fordi vi er ufuldkomne, og vores øvrighed behøver kirken, fordi kun den, der er ydmyg nok til at tilstå, at han er en synder, kan forlene demokratiet med den tolerance, det behøver for at overleve."
Kristendommen og alle de andre religioner er bedst, når de ikke har magten, men kan diskuteres, kritiseres og udfordres. Men kristendommen er fin og ikke mindst nødvendig, når den hvisker politikere og alle andre mennesker med magt betroet ord ind i øret, som forhindrer dem i at blive tyranner. F.eks. det med at se bjælken i sit eget øje og ikke stirre sig blind på splinten i de andres.
Karsten Skawbo-Jensen er konservativ folketingskandidat og talsmand for Patientforeningen Danmark
