Af Jeppe Plenge Trautner
Jeppe Plenge Trautner er Ph.D.-stipendiatUdfører Miljøministeriet "klimacensur"? Ja, sagde tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt, "al forskning handler om prioriteringer, og det er ikke et problem, at Miljøministeriet udgiver pjecer, som er skræddersyede efter, hvad regeringen mener på området". Oppositionen raser. Måske skulle han have stukket en hvid løgn og sagt, at ministeriet altid bruger forskningen objektivt og politisk neutralt. Men hans ærlighed er en velkommen gave til de tænkende. Ingen er uenige i, at politisk styring af de resultater, forskerne skal komme til, er en hurtig genvej til helvede. Men reaktionen på Schmidts ord viser, at nogle ikke forstår, at politikerne skal styre brugen af forskningens resultater.
Hvis forskere aldrig tog fejl, vidste alt om det hele og af sig selv kunne fordele goderne, så alle var optimalt tilfredse, kunne vi slippe for besværet med demokrati. Men leder man efter forskere, der føler de aldrig tager fejl, er klimadebatten et godt sted at begynde. Debatten spiller på stærke følelser, og menneskeliv og enorme summer er på spil. Måske derfor leger nogle forskere politikere og omvendt. Med et simpelt 4-spørgsmåls håndgreb kan man dog få klimadebatten på sporet igen: Adskil videnskaben der handler om, hvordan tingene hænger sammen, fra politikken der handler om, hvem der skal have hvad:
1. Bliver kloden varmere?
Klimatologerne hælder mod et ja. Der bliver vist varmere globalt og ikke kun på den nordlige halvkugle. Men klimaet varierer dramatisk, og bare gennem de sidste 1.000 år sås store regionale udsving som middelaldervarmen og den lille istid. Derfor kan man kun med usikkerhed estimere, hvor meget klimaet har ændret sig.
2. I hvilken grad er klimaforandringen menneskeskabt?
Igen må man spørge klimatologerne. De er enige om, at solen spiller en rolle, og mener næsten alle, at menneskelig aktivitet har en vis indflydelse. De er meget uenige om, hvor stor den indflydelse er. Nogle mener, at vores påvirkning er ubetydelig, andre ser den som ganske stor. Man forsker på livet løs og vil måske en dag forstå, hvor stor betydning f.eks. en CO2-reduktion vil have.
3. Hvilke konsekvenser får klimaforandringen?
Det kan klimatologer ikke svare på alene, de må samarbejde tæt med andre forskere, bl.a. biologer, landbrugsforskere, økonomer og teknologihistorikere. Men selv om man fik dels en præcis forståelse af klimaet, dels en enorm viden om naturens og menneskehedens tilpasningsevne, er der for mange variable til, at svaret kan blive andet end et godt gæt. Det Internationale Klimapanels klimatologer gættede på for tyndt et grundlag, og har endda leget lidt politik. De blev kritiseret af biologer, økonomer, politikere og mange andre fageksperter, så det er de heldigvis næsten holdt op med.
(Et fåtal frygter et snarligt sammenbrud i klodens økosystem, med masseudryddelse af dyr og mennesker til følge. Denne frygt er psykologisk interessant, men så længe den ikke bygger på forskning, er den i bedste fald værdiløs. At enkelte klimatologer og biologer føler en sådan frygt, gør ikke denne følelse til et forskningsresultat.)
4. Skal mennesker ændre adfærd for at ændre klimaet?
Dette er et politisk spørgsmål, som forskere har lige så megen forstand på som andre vælgere. Når spørgsmål 1 til 3 er nogenlunde besvaret, ved vi, hvordan en reduktion af den menneskelige aktivitet vil påvirke klimaet. Så kan vi regne ud, hvad forebyggelse og skadesoprettelse koster. Politikerne har så et grundlag for at vælge at bruge penge på at forebygge (ved at bremse den globale økonomiske vækst) eller på at helbrede (ved f.eks. at bygge større kloaker og udrydde malaria).
(Et fåtal argumenterer for "forsigtighedsprincippet". De vil have at politikerne "gør noget nu", uanset omkostningerne og om det gavner eller ej og med argumentet "tænk nu hvis ...". Princippet er komisk og i værste fald skadeligt. Skulle man f.eks., vores viden om Rusland og sikkerhedspolitik til trods, opruste Danmark til tænderne alene med argumentet "tænk nu hvis russerne kommer"?)
Forskning og politik
Når resultaterne bruges, får forskningen et politisk liv, idet indsigterne kommer til at gavne nogle mennesker på andres bekostning. Et eksempel: Implementerer man Kyoto-protokollen, anslås det at koste os danskere omkring 0.8% af vores velstand hvert år. Ikke særlig smertefuldt og godt for vindmølleindustrien. Men en tilsvarende bremse på Afrikas og Asiens velstands-vækst ville garantere millioner af mennesker et liv i ussel fattigdom og en for tidlig død. Ingen demokratisk regering støtter ekstreme beslutninger uden sikker viden om en overhængende fare. Og da argumenterne for drastisk indgriben alene kommer fra katastrofefilm, reagerer ingen politikere på dem. Heller ikke Svend Auken, der i sin ministertid var lige så ivrig for at 'fortolke' Kyoto-aftalen, som hans efterfølgere er det. Hvem vil bruge 0,8% af Danmarks velstand på varm luft? Så længe forskningen ikke kan levere et fornuftigt grundlag for ekstremt dyre beslutninger, vil regeringer bruge de dele af resultaterne, der passer dem. Derfor redigerer Miljøministeriet dets brochurer, heldigvis.
Alligevel bør man bifalde, at oppositionen angriber regeringen, for uden en idérig og bidsk opposition bliver regeringen sjusket og dvask. Og evner regeringen ikke at svare igen, har oppositionen vundet en fortjent sejr.
