Af Filip Berghamar
Den 1. maj var en glædens dag! Denne dag kunne vi fejre vores solidaritet med arbejdere i hele Europa. Det var i sandhed en dag, der var værd at fejre, for denne dag fik rigtig mange arbejdere deres frihed, deres selvbestemmelse og deres arbejdsvilkår betragteligt forbedret - og enhver borgerlig burde føle stolthed og glæde over denne dag.Det var sandsynligvis ikke, hvad du havde forventet at læse på 180Grader, og endda fra en EU-kandidat fra Liberal Alliance, men det er ikke, som du tror. Selvfølgeligt snakker jeg ikke om de arrogante fagforeninger og den selvfede venstrefløj, der med grimme flag, ækle skåltaler og offentligt miljøsvineri fejrer deres frihedsfjendske og halvfascistiske sejre, og som benytter hver 1. maj til at genere alle andre borgere. Nej! Jeg snakker om Østaftalen, der mødte sin udløbsdato den 1. maj 2009. En usolidarisk aftale der endeligt blev kasseret på socialismens store losseplads, hvor også resten af socialismens elendige ideer hører hjemme. Den dag bør være en mærkedag for alle borgerlige, for endelig, endelig, er de tidligere østlande kommet fri af socialismens lænker. Disse østlande havde sikkert ikke forventet at blive mødt af den selvsamme socialisme, de i årevis havde prøvet at kæmpe sig fri af - men socialisme har som bekendt mange ansigter.
Østaftalen var en skandale, dengang den blev indført af regeringen, Dansk Folkeparti og resten af venstrefløjen, i en uskøn alliance med fagforeningerne (de af dem der har grimme flag). Den holdt hånden over danske arbejdere på bekostning af polske, litauiske og ungarske arbejdere. Den sørgede for at østeuropæere ikke kunne få det liv og den levestandard, de ønskede, og som de ville arbejde hårdt for at opnå.
Da den sovjetiske socialisme brød sammen, efterlod det en stor gruppe dybt forarmede østeuropæiske lande. De havde nærmest intet at byde på. Intet at give af. Intet som vi i Vesten ville have. De stod med forældede kampvogne og ditto biler. De havde en oldnordisk industri og en endnu ældre infrastruktur. Deres uddannelse og vidensniveau var håbløst bagud - forsaget af en streng socialistisk censur og undertrykkelse. Men der var dog én ting, de kunne tilbyde os. De havde arbejdskraft! Billig og stabil arbejdskraft som de håbede kunne bringe dem den levestandard, vi er så forvænte med i Vesten.
Østlandene kunne jo ikke konkurrere med os på viden, teknologi eller infrastruktur. De havde absolut intet at byde på, bortset fra deres billige arbejdskraft. Men selv denne ene konkurrenceparameter, det eneste de kunne tilbyde os, ville regeringen, venstrefløjen, fagforeningerne og Dansk Folkeparti tage fra dem ved at kræve, at de skulle tilbyde deres arbejdskraft til samme løn som veluddannede og erfarne danskere, og dermed gjorde man det sværere for dem at få adgang til det danske arbejdsmarked. Det man gjorde, var det samme som at sparke en mand, der allerede ligger ned. Det er i al sin enkelhed skandaløst. Men det er endnu mere skandaløst at se, at de forskellige parter og partier skam bliver ved med at sparke!
Debatten på DR2 den 7. maj handlede om EU, herunder arbejdskraftens frie bevægelighed. Selvfølgelig var der venstrefløjskandidaterne, som deltog i debatten, og som traditionelt altid har bekæmpet arbejdernes frihed, på socialismens og fagforeningernes side. Men mere skræmmende var det at se Venstres Jens Rohdes nærmest undvigende og undskyldende svar på spørgsmålet om østarbejdernes ret til at at arbejde for, hvem de vil, til den løn de vil. I debatten deltog også Morten Messerschmidt, der som et får i ulveklæder udtrykte sit desperate ønske om at fastholde østeuropæerne i socialismens stramme lænker og fagforeningernes kvælertag.
Arbejdskraftens, kapitalens og varernes frie bevægelighed er EU's (eller rettere EF's) største succes. Det er ikke alle, de penge EU bruger på alskens idiotiske støtteordninger. Det er ikke alle de direktiver og åndssvage regler, der flyder som en lind strøm ned over hovedet på værgeløse borgere. Det er ikke indsatsens mod den globale opvarmning, som jeg tvivler stærkt på vil have nogen som helst gavnlig effekt på jordens klima. Der er ikke den ødselhed og indspiste attitude, der næsten har ødelagt et ellers fornuftigt og liberalt projekt. Tværtimod!
Når folk får deres frihed til at handle, arbejde, og udveksle varer og viden med hinanden, får man den tilstand, som hele den vestlige civilisation bygger på. Man får det, der kan bringe ikke blot Europa, men hele verden videre. Kort sagt: Frihedens skal slippes løs, over både de gamle hensygnende vesteuropæiske lande, men så sandelig også over de nye østlande.
Og her er der en kamp at kæmpe - her er der essentielt, at der er nogen, der vil tale frihedens sag, nogen der forstår den og tager den alvorligt. Desværre svigter de gamle borgerlige partier endnu engang denne kamp. Endnu engang tør man ikke tale socialismen imod. Man stiller sig enten undvigende og undskyldende op, som Venstre efterhånden har tradition for, eller som Dansk Folkeparti der decideret tager socialisternes parti. Når hverken den vildfarende radiodirektør Rohde, fritidsjægeren Bendtsen eller fagforeningsforkæmperen Messerschmidt har fattet en bjælde af, hvad frihed egentlig betyder, er der al mulig grund til at være bekymret for ikke blot Danmarks, men hele Europas fremtid.
Men det skal ikke overskygge det faktum, at 1. maj 2009 var en glædens dag for alle frihedselskende personer. Så kære læser: Tillykke med sejren - dem er der desværre alt for langt imellem i disse tider.
Filip Berghamar er kandidat til EU-parlamentsvalget for Liberal Alliance
