Hollands regering vil måske forbyde islam-kritisk film

Hollands regering er ved at afklare, om den kan forhindre en politiker i at sende en anti-islamisk film på gaden

Slettet Bruger,

04/03/2008

Hollands regering er ved at afklare, om den kan forhindre en politiker i at sende en anti-islamisk film på gaden. Baggrunden er, at regeringen frygter angreb på sine statsborgere og sit forretningsliv, skriver Reuters ifølge kristeligt-dagblad.dk.

Regeringens advokater undersøger, om der er juridisk grundlag for at nedlægge forbud mod filmen, som er skabt af anti-immigrations-politikeren Geert Wilders, der har sammenlignet Koranen med Adolf Hitlers "Mein Kampf". Det citerede avisen Telegraaf i går kilder tæt på regeringen for.

Ifølge avisen er koalitionsregeringens to største partier splittet på spørgsmålet: Statsminister Jan Peter Balkenendes kristendemokratiske CDA går mere ind for et forbud, mens det socialdemokratiske PvdA argumenterer med ytringsfriheden og opfordrer muslimske lande til at forhindre vold mod Holland.

Balkenende advarede i den forgangne uge om, at Holland risikerer økonomiske sanktioner og angreb på landets soldater på grund af filmen. Han holdt sig fra at sige, at filmen ikke bør vises, men understregede, at den hollandske regering ikke delte Wilders holdninger. Videre sagde han, at regeringen havde pligt til at påpege farerne ved at vise filmen.

Wilders, som er mål for dødstrusler på militante islamiske hjemmesider, siger selv, at filmen er klar, og at han ligger i forhandlinger med flere tv-stationer om at vise filmen - efter planen i løbet af marts eller i april.

Wilders parti har 9 ud af de 150 sæder i det hollandske parlament og er gået frem i de seneste opinionsundersøgelser. Han har advaret om en "tsunami af islamisering" i Holland, som huser henved en million muslimer.

I 2004 blev den hollandske filminstruktør Theo van Gogh dræbt af en islamisk militant, fordi van Gogh stod bag en film, der beskyldte islam for at tolerere vold mod kvinder.

[email protected]

Kilde: