Hjort og Thor på vippen

Slettet Bruger,

04/11/2007

To af Anders Fogh Rasmussens nærmeste ministre risikerer at ryge ud af Folketinget ved næste tirsdags valg. Både finansminister Thor Pedersen og bekæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen deltager i kampen om de tre mandater, der ifølge netavisen Altinget falder til Venstre i Nordsjælland.

Tidligere amtsborgmester og nuværende Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmusssen vurderes af Altinget til at være sikker på at løbe med det ene af de tre mandater, mens der forventes en benhård kamp mellem de to ministre og deres to kvindelige med- og modkandidater, den mangeårige EU-ordfører Charlotte Antonsen og den unge fremadstormende Sophie Løhde.

Altinget vurderer, at Venstres mandat nummer to går til en af de kvindelige kandidater. Det vil efterlade den anden kvinde og de to topministre med at mandat at slås om. Hverken Claus Hjort eller Thor Pedersen er kendt som politikere, der fremstår rasende elskelige for vælgerne. Alligevel frygter de to ikke vælgernes dom.

"Det er politik, og her er det vælgerne, der bestemmer. Jeg kender vilkårene, og de er lige for alle, der stiller op," siger Claus Hjort Frederiksen til TV2 Politik og suppleres af sin ministerkollega.

"Det har jeg det helt fint med. Det betyder ingenting. Jeg kæmper mere for Venstre og regeringen, end for mig selv," siger Thor Pedersen om udsigten til kamp mellem ministrene.

Det første Venstre-offer i Nordsjælland er efter Altingets vurdering allerede fundet. Den nuværende MF´er, Venstres socialordfører Hans Andersen menes ikke at have muligheder for at gøre sig gældende i giganternes kamp.

[email protected]



Kilde: