Historier der aldrig skrives, og spørgsmål der aldrig stilles

Af Niels Westy Munch-Holbek

Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander ved erhvervsgymnasiet Hamlet og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning

Jeg er formentlig ikke den eneste, der fra tid til anden har undret mig over mediernes manglende interesse for, hvad den politiske venstrefløj reelt render rundt og laver, mens man indgående interesserer sig for, om der skulle være slet skjulte interesser, der skal plejes i den borgerlige lejr. Ytrer man sig positivt om nedsættelse af marginalskatten, kan man stort set være sikker på, at budbringerens egen privatøkonomi bringes i spild - i et forsøg på at beklikke ens synspunkt.

For slet ikke at tale om behandlingen af Dansk Folkeparti og dets politikere. Historier, hvor man sætter lighedstegn mellem Dansk Folkeparti og nazisme eller racisme, er et tilbagevendende fænomen. Historien om Morten Messerchmidts kæmpebrandert i Tivoli, med indlagt skønsang, påstået heilen og lovprisning af Hitler, er blot det seneste eksempel.

Tænk hvilken historie det vil være, hvis en af Dansk Folkepartis medlemmer lod en nynazist komme ind som gæst på Christianborg, for slet ikke at tale om hvad der ville ske, hvis denne med ubehjælpsomme blokbogstaver skriver "Danmark for danskerne" på et af toiletterne. Skal vi gætte på, at det vil være hovedhistorien i de fleste medier en rum tid og give ophav til utallige artikler, radioudsendelser og TV-indslag, der udlagde hændelsen som bevis på at Dansk Folkeparti er nazistisk?

Et er sikkert, det pågældende folketingsmedlem ville blive smidt ud af partiet hurtigere, end nogen kan sige "tidehverv".

Kunne man forestille sig, at medierne beredvilligt holdt mikrofonerne for familiemedlemmer, der bagefter udtrykte sympati for handlingen og fremhævede nynazisten som et godt menneske og et symbol til efterfølgelse - uden at stille spørgsmålstegn ved de dybereliggende årsager, holdning til nazismens forbrydelser osv.?

Det er hvad, der er sket ved lignende hændelser, hvor gerningsmændene tilhørte den yderste venstrefløj. Efter at to aktivister fra den ekstreme venstrefløj i 2003 angreb stats- og udenrigsministeren med rød maling, fortsatte Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af Enhedslisten. Det skete på trods af, at de to aktivister fik adgang til Christiansborg som hendes gæster. I de første dage efter overfaldet både bagetaliserede og forsvarede hun overgrebet og de to gerningsmænd. Som bekendt fortsatte hun efter overgrebet uantastet sin politiske karriere som den yderste venstrefløjs mediedarling.

Gerningsmændene og Rosenkrantz-Theil var alle medlemmer af den ekstremistiske organisation "Globale Rødder": Globale Rødders holdning til brug af vold og hærværk er alene bestemt af, hvorvidt de mener, det gavner deres sag eller ej. Organisationen udspringer af den ekstreme venstrefløj og det autonome miljø omkring Jagtvej 69, det vil sige dem der i de seneste måneder har hærget dele af Nørrebro og Christianshavn.

Det er slående - når man ser tilbage på mediedækningen i 2003 - at der var en udpræget mangel på interesse i store dele af medierne for at afdække de to gerningsmænds politiske holdninger. Da den enes mor stod frem og fortalte, hvor stolt hun var af hendes søn, agerede både TV2 og DR villige mikrofonholdere. Der var ingen af dem, der fandt det interessant, at både hun og og hendes søn er aktive i "Arbejderpartiet Kommunisterne", hvis store forbillede er Josef Stalin, som de anser som "det 20. århundredes betydeligste kommunistiske statsmand, som i spidsen for Sovjetunionens Kommunistiske Parti i kamp mod indre og ydre fjender opbyggede verdens første socialistiske stat fra en tilbagestående fattiggård til en moderne stormagt" - citat fra partiets hjemmeside.

Det var altså helt uvæsentligt for medierne, at de malingkastende aktivister, der angreb medlemmer af landets folkevalgte forsamling med ordene "Fogh, du har blod på hænderne", havde samme forbillede som Saddam Hussein.

Og når en række kunstnere og intellektuelle på den yderste venstrefløj efterfølgende først protesterede mod fængslingen af de to gerningsmænd, for senere af hylde dem ved en stor fest efter udstået straf, var det åbenbart irrelevant, at de hermed fejrede mennesker med en ideologi, hvis blodige og brutale konsekvens som minimum må ligestilles med nazismen.

Præcist det samme mønster har vi set i forbindelse med urolighederne efter nedrivningen af Jagtvej 69. Jeg kan kun undre mig over, at der fortsat ikke er interesse for at komme dybere ned i, hvad der egentlig foregår på den yderste venstrefløj og dens aflæggere.

Diskussionen om ungdomshuset på Jagtvej reduceres til en debat om, hvorvidt utilpassede unge skal have et hus på skatteborgernes regning, mens de (og det er i vid udstrækning de samme netværk og grupper) der står bag de voldelige demonstrationerne, der følger i kølvandet på internationale topmøder slipper afsted med deres påstand om, at de "kæmper for en mere retfærdig verden" - uden at dette giver andledning til kritiske spørgsmål. Det på trods af, at deres forbilleder er en perlerække af brutale diktatorer fra Lenin over Stalin og Mao til Fidel Castro.

Er det virkelig en uvæsentlig viden? Åbenbart, hvis man skal tro medierne.

Og det er måske også en ligegyldig detalje, om ens barn bliver passet af en pædagog med sympati for Josef Stalin. Efter udstået straf begyndte den ene af overfaldmændene i 2003 nemlig at læse til pædagog.