Af Christopher Arzrouni
Christopher Arzrouni er særlig rådgiverFor nylig optrådte jeg i et radioprogram i debat mod formanden for dansk-cubansk forening. Min rolle var at kritisere den cubansk-argentinske rødfascist Che Guevara. Det var sådan set nemt nok. Che Guevara var jo en skruppelløs bøddel, optændt af tanken om at starte en verdensrevolution, parat til at bruge atommissiler mod USA, og en stor beundrer af Josef Stalin. Til de socialister, der stadig tror på den cubanske revolution, er der et simpelt spørgsmål at stille. Hvordan kan det være, at Cuba er et diktatur knap 50 år efter diktatoren Fulgencio Batistas flugt? Svaret er enkelt, fordi diktator Fidel Castro ønsker det sådan.
Nåh, men som sagt var det en nem debat, så undervejs blev jeg fristet til at lufte de store principper og håne venstrefløjen for dens revolutions- og voldsromantik. Argumentationen kørte mogenlunde sådan hér: Socialisternes dyrkelse af en voldsromantiker som Che Guevara er ingen tilfældighed. Socialisterne tror nemlig, at alverdens problemer kan løses med mere stat, mere magt og mere vold.
Da jeg kom hjem og hørte programmet, slog det mig, at en hel del borgerlige - mig selv inklusive - har en svaghed for krudt og kugler. Vi ser krig som en nærliggende løsning. Er der fæle diktatorer som Saddam Hussein derude? Så vælt dem! Er Sudans regering i færd med at udrydde uskyldige mennesker i Darfur? Send en indsatsstyrke!
Den ydmyghed, de borgerlige har, når det gælder økonomiske og sociale problemer i deres egne hjemlande, forsvinder som dug for solen, når det handler om militære løsninger i den tredje verden.
Lad mig sige det med det samme. Jeg mener, at diktatorer af Saddam Hussein-typen engang imellem skal have sendt et missil i hovedet eller i det mindste sendt mod deres centrale militære faciliteter. Et lejlighedsvis hak i tuden er med til at holde dem nede. Men derudover bliver jeg stadig mere skeptisk med hensyn til brugen af krig som "løsningsmodel". Uanset, hvor god vores vilje måtte være i den vestlige verden, kan vi ikke bare opbygge demokratier efter forgodtbefindende i den tredje verden. Politikere kan ikke designe deres egne samfund, som det passer dem, på tværs af traditioner, markedsforhold og så videre. Derfor kan politikere i endnu mindre grad designe andres samfund, på tværs af traditioner, markedsforhold og så videre.
Jeg bliver lidt skuffet, både over mig selv og de af mine politiske meningsfæller, som regnede med, at det nok skulle gå i et land som Irak. Hvordan kunne vi være så skråsikre, når nu vi i forvejen godt vidste, at et samfund ikke lader sig designe ovenfra? Hvordan kunne vi være så revolutionære, så Che Guevara-agtige? Vi burde jo have vidst bedre.
Enhver der bare har et overfladisk kendskab til det tyvende århundredes historie vil vide, at krig ikke har ført meget godt med sig. En unødvendig krig som Første Verdenskrig smadrede nogle af de mest velstående og åbne samfund i verdenshistorien. Efter 1918 var Europa fyldt af unge, forråede mænd, der vidste, hvordan man kunne bruge et våben. En nødvendig krig som Anden Verdenskrig delte verden i to blokke, hvoraf den østlige sank hen i undertrykkelse og først i disse år er ved at komme på benene, næsten tyve år efter Murens fald. For hver krig op gennem det tyvende århundrede blev skattetrykket højere, rationeringen strammere og verdenshandlen mere reguleret.
Borgerlig-liberale mennesker burde derfor per definition være vaccineret mod troen på lette, voldelige løsninger. Det er vi ikke, desværre. Men lidt selvransagelse kunne gøre underværker. Vi burde formulere alternativer til at bekæmpe diktaturer med våben og med invasion.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har faktisk engang forsøgt sig med et bud - før Irak-krigen:
"En klog mand sagde en gang: Hvis ikke varerne får lov at passere grænserne, så gør soldaterne. Vi gør os ikke altid klart, at frihandel og markedsøkonomi hviler på et fundamentalt værdisæt. Et værdisæt, som har vist sig så stærkt, at selv kommunistiske systemer gradvis adopterer tankegangen. Et værdisæt, som har ført til en enestående velstand i vor del af verden. Fundamentet under de håndgribelige, materielle værdier er noget, som vi lidt floromvundet kan kalde 'den vestlige verdens fundamentale værdier' - troen på retten til liv, frihed og ejendom. Og inden for den ramme kan vi blomstre som mennesker. I omtanke og hjælpsomhed. (...) Det er min opgave som politiker at forsvare disse værdier. Det er en opgave, som også virksomhedsledere må påtage sig. Men dér hvor politikerne forsvarer værdierne - om nødvendigt med militær magt - kan virksomhedslederne forsvare vestlige værdier ved at udvide deres handel. Også i lande med diktaturer. For handel er en effektiv måde at give de undertrykte i et middelalderligt samfund et indblik i den vestlige verden. De middelalderlige mørkemænd i Al Qaeda og i Irak kan ikke lide vestlige forbrugsmønstre, vestlige reklamer - og alt andet som er udtryk for vestlige idealer. De middelalderlige mørkemænd kan ikke lide de informationer, der altid følger med frie handelsstrømme. Jeg husker, da hæren indførte undtagelsestilstand i Polen i 80'erne. De første billeder af undertrykkelsen, jeg så, var smuglet ud af langturschauffører. De middelalderlige mørkemænd kan ikke lide den individuelle økonomiske velstand og frihed, der følger af handel. Handel er ofte forudsætningen for at skabe en velstående vestligt orienteret middelklasse, som kan give undertrykkerne problemer på længere sigt. Handel gavner altid de mere frisindede kræfter. Handel er med til at fremelske demokratiske og velstående 'åbne samfund'. Mit budskab til danske virksomheder er derfor: Så længe I opererer sikkert inden for lovgivningens rammer, skal I handle med alverdens virksomheder. Det er kun til gavn for den vestlige verdens værdier."
(Tale ved Dansk Industris Årsag den 26. september 2002)
Handel er den bedste sikkerhedspolitik. Det burde vi have forsøgt i forhold til Irak - frem for boykot. Og det bør vi fortsat forsøge i forhold til lande som Kina, Nord Korea, Cuba og så videre.
Jeg håber, at Che Guevara roterer i sin grav, når forhåbentlig USA opgiver sin boykot af Cuba og i stedet satser på at invadere landet med Coca Cola og tv-serier. For i det øjeblik vil Fidel Castros dage for alvor være talte.
