HTS: Finanslov på grænsen af økonomisk bæreevne

Finansloven for 2008 medfører et løft i det offentlige forbrug

Slettet Bruger,

06/03/2008

Finansloven for 2008 medfører et løft i det offentlige forbrug. Som de økonomiske konjunkturer er lige nu, er den ekspansive finanspolitik på grænsen af det tilrådelige. Der er nemlig ingen grund til at øge det offentlige forbrug, når økonomien er spændt til bristepunktet, mener erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen HTS.

"Der er ikke plads til øget forbrug i det offentlige. Virksomhederne mangler fortsat medarbejdere og har bestemt ikke brug for yderligere kamp fra den offentlige sektor om den sparsomme arbejdskraft. De positive gevinster fra den netop vedtagne jobplan risikerer at forsvinde i et unødvendigt øget offentligt forbrug," siger adm. direktør Ole Krog, HTS, i en kommentar til finansloven for 2008.

Udsigten til bedre styring med kommunernes økonomiske aftaler med regeringen får positive ord med på vejen af HTS.

"I alt for mange år har kommunerne ladet hånt om de økonomiske aftaler med regeringen og ustraffet brugt flere penge, e nd der var aftalt. Det presser det offentlige forbrug opad og skærper konkurrencen om den ledige arbejdskraft yderlige. Der er brug for stram budgetstyring, så kommunernes forbrug ikke skrider. Her er sanktionsmuligheder over for dem, der ikke kan finde ud af det, et godt instrument, som kan holde kommunernes økonomi på sporet," påpeger Ole Krog.

HTS ser til gengæld kritisk på, at arbejdsgivernes pligt til at betale sygedagpenge bliver udvidet.

"Det rummelige arbejdsmarked fremmes ikke ved at straffe virksomhederne økonomisk for at ansætte medarbejdere fra de svage grupper, der lige nu er ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor er det beklageligt, at den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode udvides, fordi det er en ekstra udgift på virksomhedernes sociale indsats, og det vil gøre det sværere for de svage grupper at komme ind på arbejdsmarkedet," siger Ole Krog.

[email protected]

Kilde: