Af Henrik Gade Jensen
Forleden holdt en af spidserne i Danmarks berømte Bermudatrekant, Gyldendal, reception for at præsentere sin efterårskollektion. Mange var mødt op i gården i Klareboderne, og forlagets direktør, Johannes Riis, bød velkommen og holdt en tale med titlen "Brian Mikkelsens smil". Og Politiken, hvori Riis' tale dagen efter kunne læses som kronik, illustrerede den med en tegning af Brian Mikkelsen som klassens dumme dreng.Det var ingen heller i tvivl om på Gyldendal den dag, og Johannes Riis kendte sit publikum og vidste, hvad der udløste fnisen og foragt i forsamlingen. At slå ud mod kulturministeren, regeringen og erhvervslivet giver sikker pote blandt dem, der vil være forfattere.
Der udkommer bøger som aldrig før i Danmark, og erhvervslivet har aldrig givet så meget til kunsten, sagde Johannes Riis i bisætninger. Min Gud, hvad vil du mer', tænkte jeg. Gyldendal burde jo juble.
Men fra Gyldendals perspektiv er det åbenbart bedre, når kulturen finansieres af skatteyderne frem for af erhvervslivet. Således blev Brian Mikkelsen - igen - kritiseret for, at kanon-initiativerne skete i samarbejde med private fonde, for det burde være finansieret af statens eget budget, ifølge Riis. Det minder om Hans Sølvhøj, der som kulturminister gik ind "for den frie - det vil sige den markedsuafhængige - kunsts berettigelse".
Og det er forkert, når Det Kongelige Teater entrerer med erhvervslivet for at få sat stykker op, ifølge Riis. En skattekrone er åbenbart ren, mens en sponsorkrone er uren, fordi den stammer fra markedet og kapitalismen.
Jeg følte mig som skudt årtier tilbage som i dansk fodbold i den glade amatørtid, hvor ingen spiller måtte få en klejne for at spille, og Dansk Boldspil Union med hård hånd forfulgte reklamer og kommercialisering. Da danske spillere i 1950erne blev professionelle i Italien (tænk sig, de spillede for penge!), kunne de sandelig ikke spille på landsholdet eller vende tilbage til dansk fodbold uden en karantæne, til de var afluset for kræmmermentaliteten. Vi skulle helt op til 1970erne, før det var legitimt at tjene penge på fodbold, og da var Danmark sakket agterud internationalt.
Sådan er det heldigvis ikke mere, i sportens verden altså, men på Gyldendal overlever forældede forestillinger om de frygtelige markedskræfter, som man gerne modtager hjælp fra, men så samtidig aldrig glemmer at klandre regeringen (især når den er borgerlig) for at staten ikke sørger for kulturen, så den kan slippe for den depraverende kommercialisering.
Gyldendal præsenterede også sit efterårskatalog, og så tænkte jeg: håber de mon, at tjene penge på deres bogsalg, eller ville de helst have staten til at forhåndskøbe store partier? Eller skal digtere have offentligt ansættelse som politimænd og postbude? Så de er uafhængige af markedet, dvs. læserne! Ville det ikke snarere fordærve kunsten, som Søren Kierkegaard også forudsagde: "Hvis Staten blev tilsinds at ville forhindre al sand Poesie, saa behøvede den blot ... at anbringe 1000 Levebrød for kongelige Digter-Embedsmænd: saa skal det snart være naaet, Landet stadigt være i den Grad overfuldt af bedærvet Poesie, at sand Poesie bliver saa godt som en Umulighed."
Måske kan ægte kunst kun overleve på markedets vilkår, mens statens tilskud kan befordre og pleje og bevare og restaurere, men grundlæggende ikke skabe nyt og vise nye veje?
Efterårskataloget indeholder megen gammel vin på nye flasker, så det minder om DR1 en lørdag aften med repriser på stribe, men hvis der er marked for en ny indbundet luksusudgave af Peter Øvig Knudsens to bind om Blekingegadebanden, så er det jo fint. For det fremragende ved markedet er, at det er åbent for alle til at forsøge sig, og succes afhænger af, om man kan få folk til at købe ens produkter. Er der salg og penge i at forsyne bestsellere med nye omslag og en billigere pris, så er det jo alle tiders. Jo mere salg, des bedre. For markedet er altid godt. Profit er et sundhedstegn. Kan forlaget vride en fortjeneste ud af Hans Engells nyeste erindringer, så er det fint med mig. Og kan man sælge 160 sider Johannes Sløk-reprise for 269 kr., så er det dygtig marketing.
For på markedet tvinges jeg ikke til at købe, mens Kulturministeriets tilskud er skattekroner, som vi alle tvangsindlægges til at betale.
Kan kultur kun overleve, hvis vi har et kulturministerium i Danmark? I Tyskland har man ingen kulturminister i forbundsregeringen. Efter Anden Verdenskrig indrettede man sig uden en sådan, da Tyskland gjorde så mange dårlige erfaringer med deres sidste kulturminister (han hed Joseph Goebbels), så vores sydlige nabo ligesom mange postkommunistiske lande i Østeuropa får ikke kun positive associationer ved ordet "kulturpolitik".
Jeg blev så deprimeret den dag på Gyldendal over, hvor fastlåst et så æreværdigt forlag sidder i en mental antikapitalisme og markedsfrygt, som jeg troede måtte være død med kommunismen.
Hop dog af glæde, Johannes Riis! Kulturlivet har det jo - materielt set - godt. Og når Brian Mikkelsen - alle gode gange tre - endnu engang blev kritiseret for at have "centraliseret og bureaukratiseret det danske kulturliv", ja, så burde den øgede sponsorering jo hilses med glæde, da den frigør kulturen fra regeringens og Brians og statens bureaukrati.
Henrik Gade Jensen er projektleder hos CEPOS
