Guldsmede frygter for livet

Røverierne af urmagere og guldsmede er i kraftig vækst og samtidig bliver de mere og mere voldelige

Slettet Bruger,

20/03/2008

Røverierne af urmagere og guldsmede er i kraftig vækst og samtidig bliver de mere og mere voldelige. Røverne er også begyndt i stigende grad at bryde ind på guldsmedenes privatadresser. Det får nu Guldsmedebranchens leverandørforening til råbe vagt i gevær. Det beretter avisen.dk.

"Nærmest dagligt er en guldsmed i Danmark udsat for et røveri. For få år siden så vi kun få røverier. Og fordi forretningerne i dag er udstyret med panserruder og dørtelefoner for at man overhovedet kan komme ind, ser vi nu, at røverne begynder at opsøge os privat. Det gør guldsmede nervøse, når de ikke engang kan være i sikkerhed derhjemme," siger direktør Christoffer Ritzau fra Guldsmedebranchens leverandørforening til avisen.dk.

Mange guldsmede lever i dag på hemmelige adresser for at beskytte sig mod røveri i eget hjem, forklarer Christoffer Ritzau.

"Men det er slet ikke nok. Der skal mere drastiske skridt og langt flere ressourcer på området til - og her skal der politiske initiativer til. Jeg håber på, at myndighederne gør noget, så vi ikke ender som i Sydeuropa, hvor man bruger bevæbnede vagter - og se guldsmede, der også privat, må bo som i Fort Knox," siger Christoffer Ritzau.

Ophørsudsalg

På Strøget i København holder urmager- og guldsmedebutikken Perlen ophørsudsalg efter 27 år i branchen.

"Jeg tør simpelthen ikke mere. Der går ikke ret længe, før der kommer lig på bordet i et røveri hos en guldsmed," siger Jørgen Rasmussen, der i oktober blev bagbundet uden for sit hus på Frederiksberg af tre røvere.

"Det var bægeret, der fik det til at flyde. Nu vil jeg simpelthen ikke byde mit personale det mere - selvom jeg har været 27 år i branchen, er alle røverier, som jeg har været udsat for, sket de sidste fem år," siger Jørgen Rasmussen til avisen.dk.

[email protected]

Kilde: