Grønlænderne vil bestemme mere selv - men har de råd?

75,54 procent af grønlænderne stemte for muligheden for et udvidet selvstyre, da Grønland i går afholdt folkeafstemning om spørgsmålet

Slettet Bruger,

26/11/2008

75,54 procent af grønlænderne stemte for muligheden for et udvidet selvstyre, da Grønland i går afholdt folkeafstemning om spørgsmålet.

"Resultatet blev bedre, end jeg havde fantasi til at forestille mig," siger den grønlandske veteranpolitiker Lars-Emil Johansen fra det socialdemokratiske Siumut til Ritzaus Bureau.

Han ser resultatet som yderligere et skridt på vejen mod fuld selvstændighed engang, men han understreger samtidig, at der ikke er tale om nogen anti-dansk aktion.

"Det varme og tætte forhold til Danmark består," siger Lars-Emil Johansen.

Det tætte forhold bygger bl.a. på, at det "selvstyrende" Grønland fortsat vil modtage store beløb i tilskud fra Danmark. Ifølge det nye selvstyre kan Grønland i princippet overtage en masse opgaver fra Danmark, men forudsætningen er, at grønlænderne så selv betaler udgifterne på de områder, som de overtager. Eksperter i grønlandske forhold vurderer ikke, at det vil ske inden for en overskuelig fremtid.

[email protected]

Kilde: