Af Nikolaj Gammeltoft
Vedkommende film om verdenspolitiske begivenheder er sjældne. De er ukendte for det danske filmmiljø, hvor film næsten altid handler om den der følelse af ensomhed, jeg lige havde i morges og næsten aldrig om den der artikel om Burma, jeg lige læste i morges. Så som ofte før må vi til udlandet, hvis vi vil se verden - og ikke bare den menneskelige sjæl - gennem filmkunstens optik.Lige nu er der tre sådanne verdenspolitiske film ude i om ikke danske biografer så i det internationale cinema milieu (jeg regner selvfølgelig med, at læserne af denne klumme er sande globalister, der ikke lader sig begrænse af de hjemlige biografers snævre repertoire). Filmene, der skal ses, er Mike Nichols' "Charlie Wilson's War", Nick Broomfields "The Battle for Haditha" og Paul Haggis' "In the Valley of Elah".
De tre film behandler USA's udenrigspolitik og tilstedeværelsen i Irak og Afghanistan på hver sin måde. Filmene er dramatiseringen af tre politiske holdninger til USA's rolle i verden, og med lidt god vilje kan man læse de ledende amerikanske præsidentkandidaters udenrigspolitiske forestillinger ind i de tre film.
Charlie Wilson's War er den sande historie om texaneren og medlem af Repræsentanternes Hus i USA Charlie Wilson. Wilson bliver grebet af moralsk harme over Sovjetunionens brutale invasion af Afghanistan i 1979 og beslutter sig for sammen med CIA, højreorienterede ideologer og en milliard dollars at indlede en modstandskamp med den kommunistiske besættelsesmagt gennem støtte til den lokale afghanske befolkning og deres hellige krig mod russerne.
Ganske vist er "Good Time Charlie", som Wilson blev kaldt, Demokrat og socialt liberal med en meget lemfældig omgang med kvinder, alkohol og narkotika - så han er cool nok målt med Hollywoods værdimæssige målestok. Men alligevel er det bemærkelsesværdigt, at det notorisk venstresnoede amerikanske filmmiljø er kommet til at lave en film, som sammenfatter hele den nuværende neokonservative doktrin så underholdende og medrivende: At USA gennem sit militære og civile engagement i verden kan medvirke til at erstatte undertrykkelse og tyranni med fred og demokrati (måske husker Hollywood, at det var dets egne demokratiske politikere, ledet af Bill Clinton, der i 1990'erne bakkede op om denne form for udenrigspolitik, mens det var republikanerne, der dengang var imod).
Så er tingene mindre sort-hvide i dokudramaet om Irak-krigen, The Battle for Haditha. Filmen viser krigen, som den er på jorden i kampzonen dag for dag: Voldsom, forvirrende, kompleks, meningsløs til tider når der begås fejl og uretfærdigheder, og ikke mindst uden vindere mellem soldater, civil befolkning og terrorister, der alle lider under krigens umenneskelighed.
Filmen er en dramatisk genfortælling af begivenhederne omkring drabet på 24 irakiske civile i november 2005 i byen Haditha, hvor en gruppe amerikanske marineinfanterister angiveligt gik amok, efter at de havde mistet en kammerat i et vejsidebombeangreb. Begivenhederne i Haditha er blevet omtalt som Iraks My Lai - den sydvietnamesiske by hvor flere hundrede civile blev slået ihjel af amerikanske soldater under Vietnam-krigen i 1968. Filmen viser, at hver side i krigen har sin opfattelse af rigtigt og forkert - den forsøger at forstå, hvorfor de al-Qaeda-betalte terrorister planter vejsidebomben, hvorfor de civile beboere i området tier om bomben over for de amerikanske soldater, og hvorfor amerikanerne reagerer, som de gør.
The Battle for Haditha illustrerer den ambivalens, mange føler i forhold til Irak-krigen. Målene er noble nok - men krigen har ikke bragt os fremad mod de mål: Vi var for, men nu er vi imod.
Den sort-hvide opfattelse af krigen i Irak og USA's rolle i verden genopstår med modsat fortegn i filmen In the Valley of Elah, der også er baseret på virkelige begivenheder. Gennem en mordsag hvor en ung amerikansk soldat, der netop er vendt hjem fra tjeneste i Irak, bliver slået ihjel, viser filmen de fysisk og psykisk invaliderende lidelser, som krigen påfører amerikanere såvel som irakere.
I filmen bliver irakerne tortureret, og deres børn bliver slået ihjel, mens de amerikanske soldater, der udfører disse handlinger, bliver morderiske monstre, der er ude af stand til at glemme, hvad de blev programmeret til at gøre i Irak. Konklusionen er klar: Krigen er syg, den skulle aldrig have været startet, og USA er et land i nød.
Hvordan så med de tre præsidentkandidater, John McCain, Hillary Clinton og Barack Obama, hvilken af de tre film går de ind og ser?
John McCain går ind og ser Nichols' Charlie Wilson's War. Filmen er en bekræftelse af den opfattelse, USA's politiske elite har af landets rolle i verden: Godgørende og uskyldig, måske med nogle fejl og mangler, men altid moralsk og ideologisk overlegen. Støtten til krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan var rigtig, og krigen i Irak viser det amerikanske militærs storhed. I mere end 200 år har amerikanske soldater kæmpet ude i verden for den amerikanske oplysningstradition og dens klassiske liberale værdier som frihed og individuelle rettigheder. Gennem den rigtige militære ledelse kan krigen i Irak vindes og amerikanske værdier vil dominere.
Hillary Clinton går ind og ser Nick Broomfields The Battle for Haditha og bliver endnu mere usikker på sin oprindelige støtte til krigen i Irak. Den entusiasme, hun lagde for dagen, da hun stemte for krigen i 2002, er blevet erstattet af en tvivl om, hvad det hele er godt for. Det hjælper heller ikke, at hendes kernevælgere er imod krigen, og at hendes demokratiske modkandidat i primærvalgkampen presser hende på, at hun stod sammen med præsident Bush om at gå ind i Irak. Filmen er en kærkommen lejlighed til at blive overbevist om, at hvad der måske engang var rigtigt nu er forkert, fordi krigsindsatsen har været forfejlet. USA må ud af Irak, selvom det betyder et skridt frem og to tilbage.
Barack Obama går ind ser Paul Haggis' In the Valley of Elah og kommer ud hovedrystende over den generation af krigsinvalider, USA skaber gennem sit meningsløse militære engagement i Irak. Filmen er en bekræftelse af hans langvarige opfattelse af amerikansk sikkerhedspolitik og militærets tilstedeværelse i Irak som en katastrofe fyldt med kaos og lemlæstelse. Soldaterne skal hjem, og USA skal fremover nøjes med at snakke sig til rette med verdens despoter.
Hvad med os andre - i hvilket biografsæde skal vi sætte os? Det er et komplekst spørgsmål, og det er svært at være skråsikker. De fleste borgerlige har sympati for den liberale udenrigspolitiske model, som sigter på at undgå aggression og kun foretage defensive træk som et selvforsvar mod andre landes overgreb. Men selv denne model giver ikke et entydigt svar: Var Irak og Saddam Hussein en trussel mod vores frihed og fred i Vesten? Var grundlæggelsen af demokratier i Mellemøsten den bedste måde at forsvare sig på imod radikal islamisk terrorisme? Vil succes i Irak og Afghanistan gøre de vestlige demokratier mere sikre og forsvare os mod fremtidige trusler?
USA er som Charlie Wilson: Trods alle dets fejl og mangler har landet et grundlæggende ønske om at gøre godt. I det store verdenspolitiske drama er det således måske sikrest at sætte sig ved siden af "Good Time Charlie" i biografmørket.
Jeg håber i hvert fald, at han vinder i Irak.
Nikolaj Gammeltoft er cand. scient. pol. og studerende ved London School of Economics
