Af Christopher Arzrouni
Christopher Arzrouni er særlig rådgiverNæster år er Beijing vært for De Olympiske Lege. Mange taler allerede om, at det vil blive et gigantisk propagandashow til fordel for det kommunistiske styre i Kina. Ja, hvad ellers? Alle værter er interesseret i at bruge Legene som udstillingsvindue. Derfor er det også helt naturligt at diskutere, om Kina er en værdig vært.
Er det en værdig vært, der henretter i hundredvis af mennesker hvert år? Er det en værdig vært, der begrænser ytringsfriheden? Er det en værdig vært, der truer sin nabo, Taiwan, med bål og brand, hver gang Taiwans befolkning diskuterer, om den lille ø skal formalisere sin selvstændighed? Nej, selvfølgelig ikke.
Men modstanderne af OL i Kina bør lige vende skråen, før de skrider til politisk handling. I denne uge har otte medlemmer af USA's republikanske parti fremsat forslag om, at USA skal boykotte OL i Beijing. Hvad rager det dem? Hvorfor skal politikere bestemme, om idrætsudøvere kan stille op til et sportsstævne? Vil politikerne også bestemme, om vi skal have lov til at være turister i Kina? Købe kinesisk fremstillet legetøj eller kinesiske tekstiler? Ja, muligvis - men det gør ikke verden bedre eller rigere, tværtimod.
De idrætsudøvere, der har kvalificeret sig til OL må gøre op med sig selv, om de ønsker at tage af sted og deltage i et show, hvor de måske - måske ikke - bliver misbrugt til propagandistiske formål. Og hvis nogen skulle være så letsindig at spørge mig, ville jeg straks svare: "Tag af sted. Go East".
Hver eneste besøgende i Kina er med til at åbne et land, der indtil for nylig var en maoistisk fangelejr med sporadisk kontakt til omverden, med total ensretning, med udbredt hungersnød og vanvittig voldelig undertrykkelse. Selv på den snotdumme danske venstrefløj er lysten til at gå med Mao-T-shirts forsvundet. Det siger ikke så lidt. Og ingen klapper længere folkeligt og fornøjeligt med til Eddie Skollers 70'er tåbehit, "Jeg holder med Kina". (Tænk om vi kunne komme så vidt med Cuba, Castro og Che)
Hver eneste turist, hver eneste handelsforbindelse og hver eneste informationsudveksling med Kina trækker landet i den rigtige retning - i retning af større åbenhed og stigende velstand. Kina kunne sagtens fortsætte på egen hånd, i kommunistisk fattigdom. Men Kinas ledere har valgt, at landet skal deltage i den internationale arbejdsdeling og følge en række internationale spilleregler for vareudveksling. Det er et kæmpe fremskridt, som vi bør gøre alt for at udbygge, ikke mindst ved det kommende OL.
Sammen med de øvrige vestlige lande bør vi sende så mange atleter, journalister, fotografer og ganske almindelige mennesker af sted. Diktatur og åbenhed er hinandens modsætninger. Derfor ville vi skyde os selv i foden, hvis vi blev væk.
Mange sammenligner OL i Beijing i 2008 med Legene i Berlin i 1936, hvor Hitler havde lagt op til et kæmpe propagandashow. Men læg lige mærke til, at Hitlers show blev fuldstændig punkteret, da en sort mand - Jesse Owens - vandt fire guldmedaljer, blandt andet i det prestigefyldte 100 meter-løb. Borte var alle Hitlers muligheder for at prædike den hvide races overlegenhed. Jo, Olympiaden i 1936 var faktisk en sejr for den vestlige tænkning. Jesse Owens deltog - og vandt. Hitler lod udenlandsk presse indenfor - og tabte.
Olympiske Lege er desværre ofte blevet brugt til politiske markeringer. Men heldigvis har de politiske markeringer som regel været et stort flop. Tag for eksempel USA's boykot af Legene i Moskva på grund af Sovjets invasion af Afghanistan. Hvor ville det have været rart, om amerikanerne var kommet, havde set og havde sejret for "The American Way of Life". Det eneste, de fik ud af boykotten, var, at det blev endnu lettere for KGB at holde øje med det noget mindre antal idrætsudøvere og medfølgende journalister. Og så selvfølgelig at Sovjetunionen boykottede OL i Los Angeles fire år senere.
Oven på disse ærgerlige markeringer opstod der en erkendelse af, at boykot ikke gav mening. Tværtimod. Hele ideen med de Olympiske Lege var jo netop, at de gamle grækere lagde våbnene og holdt fred i den periode, Legene stod på.
Men en vis ret kan man påstå, at de Olympiske Lege fremmer den demokratiske udvikling i de lande, hvor de finder sted. I Moskva i 1980 blev et lukket system åbnet en lille smule, boykotten til trods. I Sydkorea begyndte diktaturet at smuldre op til Olympiaden i Seoul i 1988.
Det giver derimod bagslag at holde sig væk, for så har man ikke længere nogen påvirkningsmuligheder, man er ikke længere interessant, og man har ikke krav på at blive taget hensyn til. Det gælder både for handelsrelationerne og med hensyn til det sportslige samkvem, at man altid skal true med at blive.
