Gellerup: Nul-tolerance virker

Slettet Bruger,

17/08/2007

Ved at stille forældre til ansvar for deres børns handlinger er det lykkedes Boligforeningen i Gellerupparken at reducere kriminaliteten blandt foreningens beboere, skriver Urban.

Meldingen fra lederen af ungdomsklubberne i Gellerup-området, Anders Glahn, er, at reglen om, at forældre i Gellerupparken kan blive smidt ud af deres lejligheder, hvis deres børn begår kriminalitet, i stort omfang har reduceret mængden af kriminalitet i området.

"Den overhængende fare for at blive hjemløs har fået mange forældre til at åbne øjnene for, hvad deres teenagere egentlig foretager sig og skabt et friskt pust i debatten om, hvordan man opdrager sine børn. Vi har en klar oplevelse af, at det har skabt mere ro i området, fordi især mange forældre er stoppet op, begyndt at holde opsyn, og sætte grænser for hvor længe deres børn må rende rundt om aftenen," siger han til Urban i dag.

Det har skabt selvjustits
Hos Brabrand Boligforening, der administrere Gellerupejendommene, oplever man at nul-tolerancepolitikken virker. Foreningens formand, Jesper Petersen, kalder den overståede sommer for den roligste i mands minde.

"Det har skabt en selvjustits. Det er ikke længere trendy at lave ballade - og selvom det aldrig er rart at få fogeden til at sætte folk på gaden, så er mange af områdets forældre blevet mere bevidste om, hvad deres børn laver," siger han.

Også hos politiet kan man se forandringen, og det er i følge politiassistent Lars Bro, fordi forældrene til de unge er blevet mere opmærksomme på opdragelsen.

"Tidligere havde mange forældre den opfattelse, at opdragelse var noget skolen, børnehaven og det offentlige måtte tage sig af. Nu er de selv kommet på banen og forsøger ligefrem at finde ud af, hvad de kan gøre anderledes gennem selvhjælpsbøger om opdragelse. De lader ikke længere stå til, men tager ansvar og forsøger at vende deres opdragelsesmønster på hovedet, så det passer bedre til det danske, hvor tøjlerne løsnes i takt med, at børnenes kompetencer og alder stiger," forklarer Lars Bro.

[email protected]

Kilde: