Gadekampe ved Israels ambassade i Oslo

Det startede forholdsvist fredeligt og som planlagt, da 3000 mennesker lørdag eftermiddag demonstrerede foran det norske Storting i Oslo mod Israel...

Slettet Bruger,

11/01/2009

Det startede forholdsvist fredeligt og som planlagt, da 3000 mennesker lørdag eftermiddag demonstrerede foran det norske Storting i Oslo mod Israels offensiv i Gaza. Men da demonstrationen rykkede videre til den israelske ambassade opstod der problemer. Det fortæller VG Nett.

Demonstranterne begyndte at smide med forskellige genstande og fyrværkeri. Derudover blev der registreret mindst 14 tilfælde af hærværk, heriblandt smadrede ruder på fem McDonald's-restauranter og angreb på to af politiets tjenestebiler.

Dette betød, at politiet blev nødt til at benytte sig af tåregas og masseanholdelser. Hele 160 personer blev anholdt. 11 af disse er i dag blevet sigtet for vold mod tjenestemand eller grov hærværk. De resterende 149 er blevet sigtet for ordensforstyrrelse.

Demonstrationen var arrangeret af Palestinakomiteen og Det Islamiske Forbund.

Mass Soldal Lund, medlem af Palestinakomiteen, beklager udviklingen.

"Selve demonstrationen var vellykket, der var omkring 3000 mennesker som deltog i demonstrationen. Men det som skete efterfølgende var uheldigt," siger han til VG Nett.

Formanden i Det Islamiske Forbund, Basim Ghozlan, beklager også udviklingen og erkender, at organisationen har et ansvar. Han vil i fremtiden være mere opmærksom, når han planlægger demonstrationer - hvis der da overhovedet skal være flere demonstrationer.

Endvidere ønsker han, at uromagerne bliver straffet for deres hærværk og vold.

"Jeg håber virkelig, at de får den straf de fortjener af politiet, sådan at andre ikke vil følge i deres fodspor. De må for min skyld gerne kæmpe for Gaza, men de må ikke få lov til at udføre hærværk her," siger Ghozlan til VG Nett.

[email protected]

Kilde: