Frit valg i ældreplejen i fare

Slettet Bruger,

05/12/2007

Selskabet Forenede Service, der gennem sit datterselskab Forenede Care vurderes til at stå for mellem 30 og 40 procent af det private marked for hjemmehjælp, trækker sig nu af området. Det skriver Jyllands-Posten. For et halvt år siden droppede man kontrakten med Århus og nu følger man altså trop i de øvrige 20 kommuner, hvor man har varetaget hjemmehjælp.

"Kommunens egen administration er ofte ikke regnet med i den pris, vi kan få, og opdager man priser, der er for lave, reguleres det først det følgende år. Samtidig visiteres der besøg hos ældre på ned til fire minutter, og da private udbydere ofte får yderdistrikterne, får man meget langt at køre for næsten ingenting," siger koncernchef i Forenede Service, Per Krogh, til Jyllands-Posten.

Øst for Øresund driver selskabet også privat hjemmehjælp. Den svenske forretning har en omsætning på cirka en milliard kroner og er rentabel, blandt andet fordi, man i Sverige udbyder hele distrikter ad gangen. Det bør man også gøre herhjemme, siger områdets arbejdsgiverorganisation, HTS. Ellers kan det få store konsekvenser for regeringens frit-valgs ambitioner.

"Vi frygter, at der kommer en lemminge-effekt, når Forenede Service trækker sig ud. Mange private aktører har accepteret underskud i de første år i håb om, at det ville vende. Nu viser en af de største, at det gør det ikke, og det kan få hele fritvalgsområdet til at revne," siger afdelingschef i HTS, Henrik Friis, til Jyllands-Posten.

Socialminister Karen Jespersen beklager firmaets beslutning, som er "et skridt i den gale retning, fordi det giver den enkelte ældre en dårligere mulighed for frit valg". Hun lover samtidig, at hun nu vil se på, om lovgivningen er uhensigtsæssigt indrettet.

[email protected]

Kilde: