Af Lasse Grosbøl
Guderne skal vide, at jeg sjældent er enig med Klaus Bondam. Men blind høne kan også finde korn, som man siger, og Klaus Bondams seneste udmelding om, at vi i Danmark delvist bør legalisere salget af hash, er på sin plads.Jeg har boet på Gasværksvej på Vesterbro i fire år, og har med egne øjne konstateret at den danske narkotikalovgivning har fejlet miserabelt. Da jeg flyttede til København fra Jylland, havde jeg nok nogle mere håndfaste holdninger angående de hårde stoffer, men jeg havde ikke boet lang tid på Vesterbro, før jeg fuldstændig skiftede holdning. Den store øjenåbner var nok en dag, jeg så en tre-fire narkomaner fixe i porten til Station City, politistationen på Halmtorvet. Hvis ikke engang politiet kunne holde deres egen port stoffri, så var sandsynligheden for, at de kunne holde Danmark stoffri nok ret minimal.
Sagen er jo, at politikerne med Lov om euforiserende stoffer har åbnet for en lukrativ undergrundsøkonomi styret af kriminelle karteller. Det er i høj grad disse karteller og kampen om retten til at sælge stoffer, der ligger bag den seneste bølge af vold og skyderier i København (der stadig er hovedstad i et ualmindeligt fredeligt land, efter international målestok, men det er en anden historie).
Det bliver ofte anført, at det vil sende et forkert signal at afkriminalisere eller ligefrem legalisere hash. Her mener jeg, at politikernes tro på deres meningsløse signallovgivning er noget overdrevet. Op gennem halvfemserne og i starten af det nye årtusinde er indsatsen mod hash og anden narkotika blevet skærpet indtil flere gange. Politiet har bl.a. iværksat en stor indsats imod den meget synlige hashhandel på Christiania. Ikke desto mindre er antallet af unge mellem 16 og 20, der har prøvet at ryge hash, ganske højt, 36% i 2003, hvilket er en markant stigning siden midten af halvfemserne (1).
Hele 42% af befolkningen mellem 16 og 44 har prøvet at ryge hash, så signalerne ser ikke ud til at virke. Men det kan selvfølgelig også være, at signalerne mere er rettet mod politikernes valgkredse hjemme i Jylland end de unge. Tag endelig ikke fejl, jeg synes bestemt det store forbrug af hash blandt helt unge er et problem, men det er forældrene, der skal på banen med nogle andre signaler, ikke vores lovgivere.
Det mest alvorlige argument mod en lovliggørelse af euforiserende stoffer er, at det vil føre til en stigning af antallet af stofmisbrugere. Det er næppe troligt, at flere brugere af mindre kraftige stoffer som hash, vil føre til flere misbrugere af hårde stoffer. Dertil er der simpelthen for mange danskere, der har prøvet at ryge hash, og for få der senere kommer ud i alvorligt stofmisbrug. Min egen fornemmelse er, at antallet af misbrugere vil være relativt stabilt (hvis der findes relevante undersøgelser, er I velkomne til at nævne dem i kommentarerne). Jeg bygger ikke min tro på andet end en fornemmelse for, at den almindelige sunde fornuft hos størsteparten af befolkningen vil forebygge en stigning i narkomisbruget, samt en viden om at de fleste euforiserende stoffer er relativt frit tilgængelige i forvejen.
Ja, det er de altså! Tallene for hash taler jo sit klare sprog. Hvis 44% af de 16-44 årige har prøvet at ryge hash, så er markedet ikke særligt hemmeligt, det må faktisk være ganske offentligt. I kan jo prøve at gå ned i Istedgade, hvis I er i tvivl om min påstand. Der flyder stofferne frit, narkomanerne fixer over det hele, og politiet ser stort set passivt til.
Måske er den åbne stofscene, som man oplever den i Istedgade, primært et københavner-fænomen, men brugen af euforiserende stoffer er udbredt i hele Danmark, også mere end mange går og tror. Derfor tror jeg ikke, at en liberalisering af salget af hash vil føre til en eksplosion af stofmisbrug, og jeg kan ikke se, hvorfor dette ikke skulle gælde andre stoffer.
Det vigtigste argument for en liberalisering af loven om euforiserende stoffer er dog, at skadevirkningerne af forbuddet langt overstiger den præventive effekt, forbuddet har. Et eksempel på disse skadevirkninger er den vold, der følger i kølvandet på et omfattende forbud mod brug af narkotika.
Hvis I er i tvivl om dette, kan I blot læse Jefrey Mirons undersøgelse Violence, Guns, and Drugs: A Cross-Country Analysis (2).
Miron lægger ud med at undersøge, om der er en sammenhæng mellem, hvor liberale et lands våbenlove er, og hvor mange mord der er. Ikke overraskende finder han ingen sammenhæng mellem antallet af mord, og hvor restriktive våbenlovene er i et givent land. I sin søgen efter andre sammenhænge, der kan forklare de vedvarende forskelle i antallet af mord landende i mellem, undersøger Miron, om der er en sammenhæng mellem, hvor strengt et land håndhæver forbud mod euforiserende stoffer, og hvor mange mord der bliver begået. Konklusionen er klar: "This Paper suggests that differences in the enforcement of drug prohibition are an important factor in explaining differences in violence rates across countries ...".
Volden opstår, fordi aktørerne ikke kan løse konflikter gennem vores almindelige retssystem. Derfor må de selv håndhæve kontrakter og løse deres uenigheder, ofte med vold. Deres kamp om markedsandele kan ikke benytte sig af reklamekampagner, hvilket også kan føre til mere vold imellem aktørerne på narkotikamarkederne. Desuden kan et strengt håndhævet forbud føre til højere priser. Det kan indirekte føre til vold gennem den følgekriminalitet, der skal til for at finansiere narkomanernes indkøb af narkotika.
Som eksempel nævner Miron tørt, at der var en udbredt brug af vold i alkoholbranchen under spiritusforbuddet i USA (1920-1933), men ikke før og efter. Nu han nævner det, kommer jeg i tanke om, at det er sjældent, vi ser FDB's brugsuddelere gå ned og tæske Nettos flaskedrenge med baseballbats over salget af Elefantøl. Det er der nok en grund til.
Miron henviser også til en undersøgelse af årsager til vold i New York City i 1988 udført af Paul J. Goldstein (3). Den finder, at mere end halvdelen af mordene i de undersøgte områder er narkorelaterede. Hele tre fjerdedele af disse mord bliver begået pga. systemiske faktorer, dvs. kamp om territorium, narkogæld og lignende årsager. Det betød, at knap 40% af alle mord blev begået, fordi aktørerne i narkobranchen ikke kunne løse deres uoverensstemmelser gennem det almindelige retssystem. Kun 7,5% af alle mord i undersøgelsen blev begået af folk under indflydelse af stoffer eller alkohol. Til dem der vil mene, at narkohandlere er nogle forhærdede tidselgemytter, der nok ville være voldelige under alle omstændigheder, vil jeg lige minde om forrige afsnit: under det amerikanske spiritusforbud blev der brugt vold i alkoholbranchen, noget der ikke skete hverken før eller siden.
Selvom Danmark i Mirons optik ikke har en særlig streng håndhævelse af forbuddet mod narkotika, peger undersøgelsen ikke desto mindre på, at der er en sammenhæng mellem forbuddet mod euforiserende stoffer og vold og mord. Det burde iøvrigt være selvklart, hvis man har fulgt med i den seneste tids fejde mellem narkobanderne.
Jeg vil absolut ikke anbefale brugen af euforiserende stoffer eller negligere de farer, de fører med sig. I modsætning til alkohol kan flere af de euforiserende stoffer føre til alvorlige problemer fra allerførste gang, man bruger det og bl.a. være skyld i alvorlig psykisk sygdom. Flere af stofferne er også betydeligt mere vanedannende end alkohol. Ikke desto mindre er alkohol et langt større problem i Danmark end narkomisbrug er. Godt nok udgør narkokriminalitet en ganske stor del af den samlede kriminalitet, men det er jo netop, fordi staten har forbudt lovligt salg af euforiserende stoffer, med den følgende kriminalisering af hele narkomarkedet til følge.
Endvidere kan en legalisering af salget af euforiserende stoffer ikke ses som en opfordring til rent faktisk at bruge dem. En nedsættelse af spiritusafgifterne er jo heller ikke et signal om, at vi oftere skal drikke os fra sans og samling. Sagen er jo, at de fleste af os sagtens kan finde ud at at passe på os selv uden signaler fra politikerne (og lige når det gælder drukture, skal politikerne måske også holde lav profil angående uheldige signaler).
Derfor er jeg heller ikke nervøs for, at Danmark vil gå amok i en pludselig hashrus, hvis salget hash blev lovliggjort. Alkohol er jo almindeligt tilgængeligt, uden at vi drikker hverken mere eller mindre af den grund. De fleste af os drikker kun, når vi har lyst til det og kan håndtere de negative virkninger, brugen af alkohol har. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gælde for hash. Jeg mener til gengæld også, at de folk, der kommer ud i misbrug, bør tilbydes hjælp. For det har ganske store konsekvenser for folk at blive afhængig af alkohol eller andre rusmidler.
Men ikke desto mindre støtter jeg en legalisering af hashhandelen. Allervigtigst vil handelen med hash komme frem i lyset. Væk vil være de kriminelle narkokarteller og den vold, de fører med sig. Jeg vil hellere have, at salget af hash foretages af f.eks. medicinalindustrien end af kriminelle bander. Samtidigt vil disse bander miste en væsentlig indtægtskilde, der er med til at finansiere andre af deres aktiviteter. Jeg har aldrig forstået det geniale i, at staten med det nuværende forbud har givet et de facto monopol på narkohandel til narkokartellerne, med tilhørende garanti for milliardprofitter.
Som nævnt har mine år på Vesterbro overbevist mig om at den danske narkopolitik har slået eklatant fejl. Desværre er enhver rationel diskussion af dette emne nok umulig i dansk politik. Men ikke desto mindre er det rimeligt at påpege, at videnskabelige undersøgelser peger på, at en legalisering af hashsalget kan være med til mindske volden i samfundet.
Imens vi venter på, at rationaliteten indfinder sig, må vi desværre fortsat være vidner til de negative konsekvenser, forbuddet mod hash fører med sig.
(1)
Narkotikasituationen i Danmark 2004
Sundhedsstyrelsen
(2)
Violence, Guns, and Drugs: A Cross-Country Analysis
Jeffrey A. Miron
Journal of Law and Economics, Vol. 44, No. 2, Part 2, Guns, Crime, and Safety: A Conference Sponsored by the American Enterprise Institute and the Center for Law, Economics, and Public Policy at Yale Law School. (Oct., 2001), pp. 615-633.
(3)
Goldstein, Paul J., et al. "Crack and Homicide in New York City, 1988: A Conceptually Based Event Analysis", Contemporary Drug Problems 16 (1989) pp. 651-687.
Lasse Grosbøl er arkitekt
