Franskmænd bruger Star Wars til at blæse til kamp mod EU

De franske EU-modstandere har startet en kampagne inspireret af Star Wars-filmene, der skal overbevise den franske befolkning om at stemme på EU-sk...

Slettet Bruger,

19/04/2009

De franske EU-modstandere har startet en kampagne inspireret af Star Wars-filmene, der skal overbevise den franske befolkning om at stemme på EU-skeptiske politikere til valget til Europaparlamentet den 7. juni. Det skriver Berlingske Tidende.

"Imperiets hule bureaukrati vil forbyde prinsesse Mariannes oste, fordi de indeholder for meget fedt (og så lugter de tilmed). Vil det lykkes oprørerne at standse denne nye aggression mod deres frihed og deres levevis? Det beslutter De den 7. juni 2009," lyder det i kampagnevideoen, som er en manipuleret udgave af Star Wars-filmen Den Usynlige Fjende, hvor EU og i særdeleshed EU-kommissionen har overtaget Imperiets skurkerolle.

Videoen er blevet lavet af EU-modstanderne i gruppen Libertas, som er en organisation stiftet af bagmanden bag det irske nej til EU-forfatningen Declan Ganley. I Frankrig ledes Libertas-organisationen af den islamkritiske nationalist Philippe de Villiers. Han afviser at stå bag videoen, men udviser forståelse for budskabet.

"Vi vil have et EU, der forsvarer dets folks interesser, ikke angriber dem," siger Philippe de Villiers ifølge Berlingske Tidende.

Trods navnet har Libertas i Frankrig mærkesager som øget protektionisme og mindre global frihandel.

De manipulerede Star Wars-videoer kan ses her (på fransk).

[email protected]

Kilde: