Frank Aaen beklager racisme-anklager - sådan da

"Det er skammeligt

Slettet Bruger,

22/02/2008

"Det er skammeligt." Sådan lyder kommentaren fra Venstre-manden Søren Pind, efter at Frank Aaen (Enhl.) beskyldte ham for at ville straffe "farvede" unge hårdere end "hvide". Det beretter Politiken.

Racisme-anklagen faldt under finanslovsdebatten, og selvom Søren Pind ikke selv var til stede, blev han per SMS hurtigt varskoet og har nu taget til genmæle.

Racepåstand
"Intet har ligget mig fjernere. Det er jo en racepåstand, han fremkommer med, og mine holdninger til kriminalitet har intet med race at gøre," siger Søren Pind ifølge Politiken.

Adspurgt, om han føler, at han er blevet beskyldt for at være racist, svarer han:

"Simpelt hen."

Racisme var underforstået
Frank Aaen erklærede straks, at han beklagede, hvis han havde "trukket Søren Pinds citater for langt."

"Men det ændrer ikke ved, at Søren Pind har været ude med, at man kunne differentiere straf for forskellige grupper," sagde Frank Aaen.

Han henviser til et interview i Politiken, hvor Venstre-manden foreslog hårdere straffe til bandemedlemmer end til almindelige borgere, selv om de begik den samme kriminalitet.

"Så kan man selv oversætte dem inde i hovedet," sagde Frank Aaen.

Injuriesag for idioter
Søren Pind mener, at det er Frank Aaen, der opfører sig racistisk, når han antager, at kriminelle bander nødvendigvis må være udlændinge.

"Det er jo i modstrid med sandheden. Se bare på rockerne. Derfor er det jo ham, der drager en i sin natur racistisk konklusion. Men det må han jo om," siger Søren Pind og afviser, at der bliver tale om en injuriesag mod Enhedslistens politiker.

"Men jeg har nu altid ment, at injuriesager, det er noget, der føres af idioter mod idioter," siger han ifølge Politiken.

[email protected]

Kilde: