Af Nikolaj Bøgh
Har danskerne egentlig de politikere og den politiske debat, som de fortjener? Eller kunne man forestille sig, at niveauet kunne være bare en lille smule højere? Tanken melder sig indimellem med uafviselig styrke, når man ser, hvordan den politiske debat i Danmark foregår, og hvordan der bliver argumenteret i politik. Det er som om politikerne i højere og højere grad undervurderer befolkningen og alt for ofte argumenterer ud fra simple skabeloner og kun fremfører synspunkter, som kan forklares i enkle sætninger. Og her taler vi vel at mærke ikke om politikkens indhold, men udelukkende om, hvordan den bliver forklaret og formidlet - eller "solgt" som man med tidens kræmmerlingo udtrykker det. Der er en tendens til forenkling og forsimpling, som jeg i hvert fald finder forstemmende og trist for kvaliteten af den demokratiske debat. Og som grundlæggende er udtryk for en nedvurdering af befolkningens mentale spændvidde og intellektuelle niveau.Den nuværende regering og i særlig grad Venstre er nok den tydeligste repræsentant for denne tendens nogen sinde med sine få, let kommunikérbare politiske slagvarer og en nærmest foragtende indstilling overfor viden og klassisk dannelse. Mest påfaldende er det selvfølgelig, at videnskabsministeren er en mand, som ikke selv har nogen akademisk uddannelse, og som tilsyneladende udelukkende interesserer sig for, hvordan de videregående uddannelser kan komme til at fungere som en slags virksomhed. Det er manden, der står bag det rædselsfulde udtryk "fra forskning til faktura", som med deprimerende klarhed udtrykker, hvad meningen ud fra hans begrænsede horisont at se er med det hele. Men det intellektuelle niveau forekommer generelt lavt med den lynende begavede udenrigsminister Per Stig Møller som en enkelt, lysende undtagelse. En mand med et omfattende filosofisk, litteraturhistorisk og politisk forfatterskab bag sig, som har fravalgt en strålende akademisk karriere til fordel for et liv i politik med alle de trængsler og smålige konflikter, som det har ført med sig.
Karakteristisk nok har regeringspartiet Venstre en slags chefstrateg i skikkelse af den grovkornede Claus Hjort Frederiksen, som aldrig viger tilbage for at uddele primitive verbale tæsk til partifæller, som afviger fra den smalsporede partilinje. Tydeligst måske demonstreret, da han for nylig for åben skærm sagde til partiets udenrigsordfører, Søren Pind, at han skulle "holde kæft". Anledningen var, at Pind - endda usædvanlig spagfærdigt - udtrykte et ønske om at tænke i nye dialogformer og ønskede at drøfte fremtiden for det parti, han selv har været medlem af i flere årtier. Man kan jo sige, at politikerne selvfølgelig er - og vel også bør være - produkter af deres tid og den befolkning, de repræsenterer, men de er jo også vælgernes rollemodeller, ekstremt medieeksponerede som de er og konstant genstand for stor interesse fra store dele af befolkningens side. Set i det lys burde man kunne stille det krav til en person som Claus Hjort Frederiksen, at han opfører sig nogenlunde anstændigt i debatten og holder op med at signalere, at der ikke er nogen grænser for, hvor groft man kan tale til hinanden.
Søren Pind hører til de selvstændigt tænkende politikere med stor intellektuel spændvidde, som har det svært i disse år, hvor partidisciplinen strammes og budskaberne forenkles i en række partier. Der er andre selvstændigt tænkende politikere end ham, der får med grovfilen af samme årsag. Dansk Folkepartis to folketingsmedlemmer Søren Krarup og Jesper Langballe har således pådraget sig partilederens vrede, fordi de har forsvaret revselsesretten. Hvad anledningen end måtte være, og hvor uenig man end kan være med dem i det konkrete spørgsmål, så forekommer det meget stødende, at Pia Kjærsgaard efterfølgende kan finde på at udtale, at hun er træt af de to folketingsmedlemmer og at de har "en form, som taler dem imod". Hvad enten man foretrækker Pia Kjærsgaards form eller Krarup og Langballes, så er det jo ikke til at komme udenom, at de to har tilført et ellers trist ensrettet parti masser af intellektuel loftshøjde og bibragt dansk politik væsentlige nuancer. Det fortjener respekt, ikke mindst fra det parti som har profiteret af deres kvaliteter.
Har det da været bedre engang? Ja, det mener jeg faktisk, at det har. Der var engang, hvor ganske mange politikere fremstod som personligheder, der gjorde og sagde, hvad de inderst inde mente og tilførte debatten nye dimensioner uden konstant at tænke i primitive slogans. Jeg er ikke i tvivl om, at vore politikeres spændvidde generelt er blevet mindre, det intellektuelle niveau sænket og loftshøjden blevet stadig lavere. Blandt ledende socialdemokrater i 50'erne som Hans Hedtoft og H.C. Hansen betød det endog overordentlig meget at kunne gå i spidsen med højtflyvende visioner om samfundsudviklingen, men også at kunne demonstrere kendskab til traditionel finkultur og kunne begå sig på de bonede gulve. Som arbejderbørn havde de altid en vis underlegenhedsfølelse og for deres vælgere var det noget helt naturligt, at partiets ledere virkelig var ledere - som naturligvis også skulle kunne begå sig på de bonede gulve.
Der var også engang, hvor de konservative også var akademikernes foretrukne parti, og der politisk stod respekt om boglig dannelse og indsigt i kultur. En grundlæggende viden om Danmarkshistorie, litteratur og kunst blev set som en del af den naturlige ballast for en politiker - ikke mindst hos de Konservative, som værnede om den klassiske dannelse og respekten for samfundets bærende institutioner. I Venstre er det naturligt at nævne den højt begavede teolog Poul Hartling, men også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen var en politikertype, der altid var i stand til at sætte en politisk situation ind i den rette historiske og filosofiske kontekst - vel at mærke samtidig med at han mestrede den moderne medievirkeligheds krav til slagfærdighed og lejlighedsvis forenkling.
Den begavede argumentation og referencer til historie og kultur er kompetencer, som i dag stort set er lagt for had i politik - eller som der ses på med forundring, når de en sjælden gang viser sig. Næh, så hellere nøjes med at se på statsministerfruen i "Vild med dans". Måske ikke just fremmende for statsministerembedets prestige, men da ganske klart for dets folkelighed.
Jeg tror, nutidens politikere undervurderer befolkningen, og jeg tror, der er en efterspørgsel efter en lidt mere begavet politisk debat, som også stiller krav til befolkningen. Man kan håbe, at de store forenklingers tid er forbi, og at Claus Hjorts grovheder og platte niveau kommer til at ramme ham i nakken som en boomerang. Og at det anerkendes, at Dansk Folkeparti aldrig var blevet til, hvad det er i dag, uden fritænkerne Krarup og Langballe.
Politikerne bør dog tale op til vores drømme og håb og ikke ned til vores fordomme og lave instinkter.
Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller
